Som jeg skrev i sidste opdatering, skulle jeg holde et "foredrag" på Syddansk Universitet i Kolding.
Faktisk var min første indskydelse, da Tønnes - professor på SDU - skrev og spurgte, at sige nej. Jeg har kun prøvet at holde et foredrag én gang tidligere, men det var for det første for mange år siden, og for det andet for folk, der vist dybest set ikke var vanvittigt interesserede.
Her var jeg omgivet af historienørder, som jeg :-), og faktisk havde de prøvet at skrive en novelle i historisk tid, som gav anledning til en del spørgsmål.
Så jeg ikke bare overlevede, men syntes at det gik ok. Godt, vil jeg ikke kalde det, for de stakkels mennesker måtte lægge øre til en del japperi, især is starten hvor nervøsiteten var på sit højeste.
Gad vide om man bliver bedre til det?
Selvfølgelig var der så også en del ting, som jeg bagefter på vej hjem i bilen ærgrede mig over at jeg ikke havde sagt, eller fulgt op på, for der var flere gode spørgsmål. Men sådan er det vel altid.
En ting som egentlig først slog mig bagefter, og som kan blive ved med at komme bag på mig er at folk syntes det er mærkeligt/sejt/nørdet at skrive romaner/noveller.
En ting som jeg jo syntes ligger naturligt, og som hører til min personlighed. Uden den har jeg det dårligt. At nogen kan finde det interessant og uforstående, tænker jeg sjældent på.
Tænker forfattere end andre mennesker? Måske ...
Jeg kan da huske at jeg som teenager og barn troede jeg var sær og anderledes end andre. Selv den dag i dag, kan tankeassociationer får mig på glatis ved de almindelige samtaler på arbejdspladsen. Så jo ... jeg tror vi tænker anderledes.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal definere det (fikst, ikke? En forfatter, der mangler ord?), men jeg tror det er associationerne, empatien og "videredigtningen" der er de største faktorer.
At man som forfatter bruger SÅ lang tid på at skrive noget ...? Ja, det kan forekomme sært på nogen. Det er jeg i hvert fald stødt på før. :-)
På den anden side kan det forekomme mig virkelig underligt at nogle folk gider bruge aftenerne foran fjernsynet for at se de samme genudsendelser, stramajbroderi eller rengøring.
Sådan er vi jo gudskelov så forskellige. :-)
Mht. skriveriet ... Jeg var egentlig relativt godt kørende på min ptolemæiske efterfølger, da jeg pludselig fik kendskab til en novellekonkurrence, hvor man skulle skrive om fx arbejdspladser.
Dum som jeg var kastede jeg mig over den, og skrev om stress - hvad er mere nærliggende når man taler arbejdspladser anno 2010?
Og alene det var nok til at få mig længere ud mod afgrunden igen.
Jeg tilstår ... jeg er ikke helbredt. Jeg ved faktisk ikke om man nogensinde bliver det, men jeg kæmper en brav kamp, og prøver at holde den fra livet.
onsdag den 17. november 2010
lørdag den 23. oktober 2010
Sikke en masse ord
Både der kommer ud, men da så sandelig også dem, der kommer ind.
På et tidspunkt fik jeg jo - guderne skal vide hvorfor - tanken, at jeg i min stilstand kunne i det mindste skrive her, hvilke bøger jeg læste. Ikke at jeg decideret ville prale med min ikke så fin-litterære smag, men fordi nogen måske kunne blive inspireret.
Der findes jo så mange gode bøger derude, hvilket både kan være en hæmsko, men også en inspirationskilde.
Når jeg læser en god bog, får jeg altid lyst til at skrive en ditto. Somme tider kan man dog også tænke, hvad der dog får én til at formaste sig til at tro, at man selv kan udgyde noget, der bare er halvt så godt ... :-)
Under alle omstændigheder er det gået op for mig at jeg faktisk læser RET mange bøger. Ok, jeg har altid vidst at jeg har læst meget, men det er faktisk flere end jeg forventede.
Men det hænger ofte sammen ... når jeg læser meget, så skriver jeg. Det er nok noget med at hober sig op inde i hovedet på én indtil de skal ud på én eller anden måde. :-)
Det går i hvert ret godt med min roman om ptolemæerne. Jeg har rundet de 115 sider, og det skrider fint fremad. Jeg er måske halvvejs i romanen, og når man tænker på at jeg startede i februar, er det faktisk ret godt.
Især når man tager de seneste års stilstand i betragtning.
En anden nyhed ...
I forbindelse med "Dronning af Blod" havde jeg kontakt med en professor ved Syddansk Universitet. Han var mig behjælpelig med nogle forskellige ting, og jeg var ham meget taknemmelig. Jeg sendte ham også et eksemplar, og var skide nervøs for hvor mange fejl han ville finde. Enten var han bare flink, eller også så var der slet ikke så mange. :-)
Under alle omstændigheder, skrev Tønnes til mig for nylig og spurgte om jeg havde lyst til at komme til Syddansk Universitet og deltage i en lille seance, hvor vi skal tale om historie kontra den historiske roman. Hvordan man får den der meget upraktiske historie til at passe ned i romanform. Og andre ting.
Altså ud over det faktum at jeg allerede nu er hunderæd - mig og menneskemængder, der lytter til mig ... brrrrrr - så tror jeg faktisk det kan blive ret morsomt og givende.
Mere om det senere ...
På et tidspunkt fik jeg jo - guderne skal vide hvorfor - tanken, at jeg i min stilstand kunne i det mindste skrive her, hvilke bøger jeg læste. Ikke at jeg decideret ville prale med min ikke så fin-litterære smag, men fordi nogen måske kunne blive inspireret.
Der findes jo så mange gode bøger derude, hvilket både kan være en hæmsko, men også en inspirationskilde.
Når jeg læser en god bog, får jeg altid lyst til at skrive en ditto. Somme tider kan man dog også tænke, hvad der dog får én til at formaste sig til at tro, at man selv kan udgyde noget, der bare er halvt så godt ... :-)
Under alle omstændigheder er det gået op for mig at jeg faktisk læser RET mange bøger. Ok, jeg har altid vidst at jeg har læst meget, men det er faktisk flere end jeg forventede.
Men det hænger ofte sammen ... når jeg læser meget, så skriver jeg. Det er nok noget med at hober sig op inde i hovedet på én indtil de skal ud på én eller anden måde. :-)
Det går i hvert ret godt med min roman om ptolemæerne. Jeg har rundet de 115 sider, og det skrider fint fremad. Jeg er måske halvvejs i romanen, og når man tænker på at jeg startede i februar, er det faktisk ret godt.
Især når man tager de seneste års stilstand i betragtning.
En anden nyhed ...
I forbindelse med "Dronning af Blod" havde jeg kontakt med en professor ved Syddansk Universitet. Han var mig behjælpelig med nogle forskellige ting, og jeg var ham meget taknemmelig. Jeg sendte ham også et eksemplar, og var skide nervøs for hvor mange fejl han ville finde. Enten var han bare flink, eller også så var der slet ikke så mange. :-)
Under alle omstændigheder, skrev Tønnes til mig for nylig og spurgte om jeg havde lyst til at komme til Syddansk Universitet og deltage i en lille seance, hvor vi skal tale om historie kontra den historiske roman. Hvordan man får den der meget upraktiske historie til at passe ned i romanform. Og andre ting.
Altså ud over det faktum at jeg allerede nu er hunderæd - mig og menneskemængder, der lytter til mig ... brrrrrr - så tror jeg faktisk det kan blive ret morsomt og givende.
Mere om det senere ...
mandag den 27. september 2010
Priset være muserne
Ikke at forveksle med musene, som vi ellers har en del af herude på landet, og som ikke bliver prist i særlige høje vendinger.
Nu er jeg ikke bange for mus, jeg gider bare ikke have dem i mit køkken, for det betyder konstant og ekstra opvask, og netop det er så bestemt ikke et hit. :-)
Næh, det er muserne jeg tænker på. De der lunefulde og vidunderlige (skynder jeg mig lige at tilføje) væsener fra den græske mytologi, som inspirerer til dejlige ting.
De har åbenbart smilet lidt til mig her på det sidste, og jeg har fået skrevet en del mere på min roman.
Faktisk har jeg nu rundet de 100 sider, og mit nuværende skøn må være at den nok bliver omkring 225-250 sider lang efter første gennemskrivning. Måske også lidt længere, hvilket er meget godt, da der jo altid skal skæres en del væk igen.
I hvert fald krydser jeg fingre og håber det bliver ved.
Nu er jeg ikke bange for mus, jeg gider bare ikke have dem i mit køkken, for det betyder konstant og ekstra opvask, og netop det er så bestemt ikke et hit. :-)
Næh, det er muserne jeg tænker på. De der lunefulde og vidunderlige (skynder jeg mig lige at tilføje) væsener fra den græske mytologi, som inspirerer til dejlige ting.
De har åbenbart smilet lidt til mig her på det sidste, og jeg har fået skrevet en del mere på min roman.
Faktisk har jeg nu rundet de 100 sider, og mit nuværende skøn må være at den nok bliver omkring 225-250 sider lang efter første gennemskrivning. Måske også lidt længere, hvilket er meget godt, da der jo altid skal skæres en del væk igen.
I hvert fald krydser jeg fingre og håber det bliver ved.
mandag den 23. august 2010
Virkeligheden kalder
Eller ... det er jo faktisk et par uger siden at jeg er startet arbejde igen.
Jeg har ellers været godt skrivende her i ferien, så godt at jeg næsten har forbavset mig selv, men siden jeg startede arbejde igen ...
Den lille insisterende stemme i mit indre om at de to ting ikke længere er kompatible overhører jeg totalt, og er overbevist om at min nuværende sløvhed ene og alene skyldes et kedeligt mellemstykke, som bare skal overstås.
Jeg SKAL igang igen. JEG SKAL!!!
Efter tre års stilstand har jeg endelig prøvet at være fornuftigt skrivende igen, og endda haft glæde ved det.
JEG VIL IKKE MISTE DET IGEN!!
Jeg har ellers været godt skrivende her i ferien, så godt at jeg næsten har forbavset mig selv, men siden jeg startede arbejde igen ...
Den lille insisterende stemme i mit indre om at de to ting ikke længere er kompatible overhører jeg totalt, og er overbevist om at min nuværende sløvhed ene og alene skyldes et kedeligt mellemstykke, som bare skal overstås.
Jeg SKAL igang igen. JEG SKAL!!!
Efter tre års stilstand har jeg endelig prøvet at være fornuftigt skrivende igen, og endda haft glæde ved det.
JEG VIL IKKE MISTE DET IGEN!!
lørdag den 31. juli 2010
Ferietid
Det er feeeriiiieeeeeeeeeeee!
Ej, hvor har den været tiltrængt, og åh gud, hvor jeg nyder det. Jeg kan hænge oppe om aftenen, da Mini-Eiben omsider også sover lidt længere end bare til halv seks.
Vi kan tulle rundt, få organiseret og bygget lidt, lige som vi lyster, da vi ingen planer har eller har haft (kun et par enkelte, og de har været til at overse).
Og hvad der er allerbedst ... Jeg er begyndt at skrive igen. Tre kapitler er det blevet til og lysten er der stadig. Jeg er nærmest lykkelig.
Så tager jeg også gerne Langelandsfestivalen med, som gør at vi ikke kan sove med åbne vinduer, men til gengæld gør at det føles som om Michael Falch står i min baghave med sine fantastiske sange.
Det er (selvfølgelig) min ptolemæiske fortsættelse jeg skriver på, og den skrider godt fremad.
Jeg krydser fingre og tæer for at det fortsætter sådan. :-)
Ej, hvor har den været tiltrængt, og åh gud, hvor jeg nyder det. Jeg kan hænge oppe om aftenen, da Mini-Eiben omsider også sover lidt længere end bare til halv seks.
Vi kan tulle rundt, få organiseret og bygget lidt, lige som vi lyster, da vi ingen planer har eller har haft (kun et par enkelte, og de har været til at overse).
Og hvad der er allerbedst ... Jeg er begyndt at skrive igen. Tre kapitler er det blevet til og lysten er der stadig. Jeg er nærmest lykkelig.
Så tager jeg også gerne Langelandsfestivalen med, som gør at vi ikke kan sove med åbne vinduer, men til gengæld gør at det føles som om Michael Falch står i min baghave med sine fantastiske sange.
Det er (selvfølgelig) min ptolemæiske fortsættelse jeg skriver på, og den skrider godt fremad.
Jeg krydser fingre og tæer for at det fortsætter sådan. :-)
lørdag den 3. juli 2010
Sommerferien lige om hjørnet
Ej, hvor jeg glæder mig. Det her forår har været hårdt at slæbe sig igennem, især fordi stressmonsteret har siddet i et hjørne og luret lidt på mig. (Kan man ikke finde på nogle remser, der kan holde sådan nogle sataner væk?)
Men jeg hænger i, bevarer fødderne i nuet, og fanger nogle erkendelser hist og her, som sørger for at monsteret bliver i hjørnet hvor det hører til. En skønne dag, får jeg måske ekspederet det helt ud af mit liv. Hvem ved?
Under alle omstændigheder er lysten til at skrive vendt tilbage. Jeg skriver på noget, som muligvis aldrig bliver udgivet (selv om det er udgivelsesværdigt, ved jeg endnu ikke om jeg VIL have det udgivet), men jeg bliver klogere på mig selv (og andre morsomme ting) undervejs, og det er vel værd at tage med.
Livet på landet er jeg stadig lykkelig over. Jeg fortryder ikke et sekund at vi udskiftede vores murermestervilla med et gammelt forsømt bondehus, selv om vi til stadighed får kommentarerne: "AT I tør ...."
Det eneste brokpunkt ... hvordan fanden kommer man alle de brændenælder til livs? :-)
Men jeg hænger i, bevarer fødderne i nuet, og fanger nogle erkendelser hist og her, som sørger for at monsteret bliver i hjørnet hvor det hører til. En skønne dag, får jeg måske ekspederet det helt ud af mit liv. Hvem ved?
Under alle omstændigheder er lysten til at skrive vendt tilbage. Jeg skriver på noget, som muligvis aldrig bliver udgivet (selv om det er udgivelsesværdigt, ved jeg endnu ikke om jeg VIL have det udgivet), men jeg bliver klogere på mig selv (og andre morsomme ting) undervejs, og det er vel værd at tage med.
Livet på landet er jeg stadig lykkelig over. Jeg fortryder ikke et sekund at vi udskiftede vores murermestervilla med et gammelt forsømt bondehus, selv om vi til stadighed får kommentarerne: "AT I tør ...."
Det eneste brokpunkt ... hvordan fanden kommer man alle de brændenælder til livs? :-)
fredag den 11. juni 2010
Livet på landet
Det er faktisk skægt, sådan at blive jordejer. Det er nogle helt andre ting folk snakker om, når man sådan møder dem.
Forpagtningsafgifter, havetraktorer, EU-støtte og hvad har vi. :-)
På skrivefronten ... Jeg har påbegyndt endnu en roman, men den har jeg faktisk flere forhåbninger til end så mange af de andre.
Den er lidt selvbiografisk, terapeutisk, mytisk og morsom at skrive. Og måske er det det, jeg har brug for.
Jeg har jo hældt rigeligt af vand ud af ørerne med manglende tid, stresskollaps, arbejdsmæssige store opgaver ... men summasummarum er jo nok at jeg skal op på hesten igen, og jeg hænger nok lidt i stigbøjlen.
Egentlig noget pjat, for når jeg virkelig fokuserer og koncentrerer mig, så får jeg faktisk brugbart materiale ud, så det er nok en psykologisk hurdle der skal overvindes.
Forpagtningsafgifter, havetraktorer, EU-støtte og hvad har vi. :-)
På skrivefronten ... Jeg har påbegyndt endnu en roman, men den har jeg faktisk flere forhåbninger til end så mange af de andre.
Den er lidt selvbiografisk, terapeutisk, mytisk og morsom at skrive. Og måske er det det, jeg har brug for.
Jeg har jo hældt rigeligt af vand ud af ørerne med manglende tid, stresskollaps, arbejdsmæssige store opgaver ... men summasummarum er jo nok at jeg skal op på hesten igen, og jeg hænger nok lidt i stigbøjlen.
Egentlig noget pjat, for når jeg virkelig fokuserer og koncentrerer mig, så får jeg faktisk brugbart materiale ud, så det er nok en psykologisk hurdle der skal overvindes.
Abonner på:
Opslag (Atom)