Hygge ...

Det er lørdag aften, vinden piber i skorstenen og rusker op i flammerne fra brændeknuden i brændeovnen. I morgen er det første søndag i advent og vi kommer ind i julemåneden. En måned med mørke og lys i skøn forening.

Og en måned med hemmeligheder. Ud over julegavehemmelighederne, har jeg faktisk en enkelt skriverelateret hemmelighed, som jeg dog ikke må løfte sløret for endnu. Måske endda først på den anden side af nytår. Så det er da også hyggeligt. Altså at gå og have små gode hemmeligheder. :-)

Her til aften har datteren og jeg danset rundt foran brændeovnen (vaaarmt), julebelysningen er sat op udenfor og jeg har endda fået nye sutsko, der varmer om fødderne (i forhold til dem, jeg havde før, som vores hund havde bidt store udluftningshuller i :-)).

Inden længe vil jeg smide poden i seng, læse en godnathistorie (vi er ved at læse Peter Madsens nye eventyrbog, hvis I ikke allerede HAR set/købt den, så skynd jer at få det gjort. Det er nogle virkelig smukke tegninger i den), og så vil jeg sætte mig tilbage til computeren og få skrevet noget mere på min nye ungdomsbog.

Og DET er hygge. Som jeg jo skrev i et tidligere indlæg, blev jeg opfordret til at afprøve den genre, og jeg var egentlig lidt i tvivl om jeg kunne det. Min ungdom ligger jo adskillige år tilbage, men i den forgangne tid har jeg ikke bare læst en masse ungdomsbøger, jeg har også løseligt planlagt min bog (bøger, det bliver formentlig en serie) og er nu også endelig gået i gang med at skrive.

De første par kapitler gik lidt trægt. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg ramte den rigtige tone og stemning, men efter en lidt hakkende start, kom jeg pludselig i gang, og jeg har nu skrevet de første 30 sider. Endda temmelig hurtigt i forhold til hvad jeg normalt kan præstere (jeg er en formiddagsforfatter og har jo kun aftnerne til rådighed). OG hvad der er endnu bedre, så har jeg endda fået det første feedback fra en af betalæserne, og den er positiv!

Så jeg er stadig ved godt mod, jeg glæder mig til at komme i gang med at skrive videre, og så håber (håååååber!) jeg virkelig på at jeg kan få fuldført et projekt. Det kunne være SÅ tilfredsstillende.

Jeg ønsker jer alle en rigtig hyggelig weekend derude i novemberkulden. :-)

Og så gjorde hun det igen ...

Ja, jeg beklager, men jeg bliver "nødt" til at gøre det igen. Noget jeg ellers havde forsvoret at gøre, men øhh ... man har vel et standpunkt til man tager et nyt, ikke?

Jeg taler om genre-hop. Ikke at det er et ord, i hvert fald ikke i følge Dansk Sprognævns hjemmeside, men det er det jeg har praktiseret temmelig nogle gange.

For nogle år tilbage overbeviste jeg ellers mig selv om at NU skulle det være slut. Ikke noget med at skifte rundt mellem genrerne, som om jeg var en kanin på speed. NU ville jeg holde mig til én genre, og så blive i den. For hvordan i alverden skulle det ellers nogensinde lykkedes mig at få en horde skrigende fans, hvis der ikke var mere end én bog i hver genre?
Okay, mindre kan også gøre det, men I forstår forhåbentlig hvad jeg mener.

Men der er jo så mange muuuuuligheder ...

Ikke alene kan man skrive lyrik, faglitteratur, essays, noveller, skuespil, filmmanuskripter ... you name it, men også inden for romanerne er der jo et væld af muligheder, som jeg vist i tidens løb har benyttet mig lidt af.

Jeg startede med en socialrealistisk ungdomsbog om "den lille racisme", så et lille eventyr med morale, så en gendigtning af et græsk sagn (nu kaldet historical fantasy), så et lille eventyr mere, derpå en faktuel historisk roman, en nutidig arbejdspladsnovelle, to drengelitteratursnoveller (dog historiske) og så endelig en fiktiv historisk roman.

Og det er kun dem, der er udgivet. I mellem disse udgivelser ligger der jo et hav af andre historier, både færdige og uafsluttede, der også rører ved andre genrer.

Så på et tidspunkt blev jeg helt markedsføringsagtig og besluttede mig for at NU ville jeg kun holde mig til den historiske genre. Så vidste læserne hvor de havde mig, og det var også nemmere for forlag/biblioteker at putte mig ned i en kasse.

Men, men, men ...

Efter Freaks har jeg forsøgt mig med flere historiske romaner. Jeg har endda lavet sceneoversigter, påbegyndt dem og har måske skrevet en 30-50 sider på dem, og så går jeg totalt død. Jeg mister interessen og gider ikke længere.

Derfor var jeg også begyndt at lege lidt med tanken om at skifte målgruppe. Måske skrive en børnebog eller noget helt andet, bare for at komme lidt væk, og så fik jeg her til Bogmessen et spørgsmål/en opfordring, som godt nok satte noget i gang i mit lille hoved.

Så nu er vi tilbage til det der med at have et standpunkt til man tager et nyt. Ja, jeg havde lovet mig selv at blive i den historiske genre, men øh ... den holder ikke længere.

Jeg vender med garanti tilbage på et tidspunkt, for der ligger så mange gode historier, der bør komme frem i dagens lys, men lige nu har jeg kastet min kærlighed på ...

dadadaaaaaaam ...

socialrealstiske ungdomsromaner.

Så det vil jeg begive mig ud i. Det er spændende, for det er læænge siden at jeg skrev Nynazisten og i øvrigt er det også pææænt længe siden at jeg selv var ung, men jo, det har jeg lyst til at prøve kræfter med igen.

Så nu ved I hvorfor at der nu på min bogblog vil dukke en masse ungdomsbøger op. Jeg prøver at støve genren af, genskabe smagen i mit hoved/sind og få en fornemmelse af hvad det er de unge mennesker gerne vil læse.

Og jeg synes det er spændende!!

Jeg håber på at kunne skrive en hel serie, men lad os nu se. Først og fremmest vil jeg blive lykkelig, hvis bare jeg kan få afsluttet én, så kryds fingre for mig. :-)

Bogforum 2014 - del 2

Fortsættelse fra tidligere indlæg.

Søndag var heldigvis ikke så presset som lørdag mht. faste aftaler, men vi skulle nu tidligt derind, da Carina var programsat til at signere allerede klokken 10:30.

Så efter et udmærket morgenmåltid på hotellet, fik vi pakket alle vores pakkenelliker, smidt dem ind i bilen og satte atter kurs ud mod Bella Centeret.

Carina er aktuel med "Den Fredløse", som ikke kun er en fantastisk fortælling om frihed, kærlighed og tolerance, men også er indpakket i det som allerede er blevet nævnt som "årets smukkeste cover".
Jeg ved ikke engang hvem der sagde det, men jeg er tilbøjelig til at give vedkommende ret.
Den er fandeme smuk!

Carina fik signeret nogle bøger. Her endda til sin tidligere old-lærer, som endda (toot my own horn) havde læst Atalanta i sin tid og var glad for den.
Det varmede mit hjerte, må jeg indrømme. :-)

Dernæst tussede vi lidt rundt, fik snakket med en masse mennesker hver især og pludselig var klokken et, hvor Pernille og Louise skulle stå i tombola hos Læs for Livet. Efter sigende var de ikke heeelt så gode som Hold 1, eller også var der bare ikke så mange mennesker som om lørdagen. ;-)
Men de fik solgt nogle lodsedler så det var jo bare rigtig godt.
Jeg nåede også at få talt en smule med Rachel Röst som jeg lige læste var blevet benævnt som "De anbragte børns heltinde" og hun har netop modtaget både Klods Hans Pris og Børnesagsprisen.
Det er så godt gået, Rachel! Jeg er glad for at kunne bidrage en smule til dit fantastiske projekt.

Hov, jeg fik da lige et billede af de to tombola-ryttere i action, som I ikke skal snydes for.

Samtidig med at Louise og Pernille stod i tombolaen havde jeg lavet en aftale med forfatter Steffen Nohr fra Valeta, der er aktuel med "Det forsvundne bibliotek", som jeg har anmeldt her.

Han havde en tidligere bog, som jeg måske ville kunne lide, så den skulle jeg da lige have med, med krusedulle og det hele. 

Desværre var Steffen Nohr og hans kæreste forsinket i trafikken, så vi måtte jo bruge ventetiden på Valetas stand til seriøse samtaler om vores intellektuelle bidrag til litteraturen.

Eller noget ... ;-)

Efter at have tosset rundt med de dejlige mennesker fra Valeta, fik jeg en god sludder med Steffen Nohr og så var det efterhånden tiden at vende næsen hjemad. 

Og det var så enden på endnu det skønne, fantastiske, underholdende, hyggelige, larmende, forvirrende og vidunderlige gedemarked, som kaldes Bogforum.

Jeg håber vi ses til næste år igen. :-)

PS ... Som man kan læse på sidste års indlæg, så var der en ... øh ... lille episode med Louise og hendes rullestol. Jeg skal huske at tilføje at jeg i år opførte mig totalt eksemplarisk. Jeg kørte hende ikke i noget (eller ret meget) og var enormt opmærksom på alle trin og bump der måtte være i BellaCentret.

Og det udsagn holder jeg mig til, uanset hvad I måtte høre!

Bogforum 2014 - Del 1

Halløj derude.

Årets højdepunkt for bøgnørder er nu vel overstået, og jeg sidder her fyldt med sanseindtryk, stemninger og samtaler, som truer med at få mit arme hoved til at boble over. :-)
Som altid er det fantastisk hyggeligt at være sammen med kollegaer, men da jeg lidt er den introverte og asociale type, er jeg sørme også glad for at være hjemme igen. :-)

Traditionen tro var jeg af sted med mine gode forfattervenner og skrivebuddies; Carina Evytt, Pernille Eybye og Louise Haiberg, hvilket som altid er ret underholdende.

I år var vi så - hvilket ikke er en tradition - derinde lørdag til søndag, hvilket pudsigt nok føltes helt forkert (især i morges (mandag), da jeg skulle op :-)), men det var simpelthen fordi aftalerne lå på den måde.
Og jeg må nok sige at vi havde et småstramt program lørdag. Måske også lidt strammere end jeg egentlig bryder mig om, for det kan godt være noget stressende at skulle stæse frem og tilbage mellem standene (og huske hvor hulan de befandt sig) og ikke mindst de tusindvis af mennesker, der formaster sig til at stå i vejen.

12:00 Louise Haiberg Signerer
12:00 Chris Carter signerer (det var et must, jeg skulle have en bog med hjem til gemalen)
13:00 Carina og jeg skulle stå i tombola hos "Læs for livet"
14:00 Pernille skulle holde foredrag på Børnescenen
15:00 Pernille signerede på Tellerups stand
15:30 VIP træf hos Tellerup.

Vi startede med at køre Louises rullestol, der her i starten ikke var fyldt med Louise, men med mange, mange bøger ned til Læs for Livets stand (fik desværre ikke et billede, men det kan I nok se på Louises blog, når hun får nulret sig sammen til at skrive et indlæg om turen ;-))
Det var dejligt at få smidt af, min stakkels stationcar var temmelig fyldt på vej ind.

Derefter fik vi læsset Louise af i trygge hænder hos Tellerup, hvor der lynhurtigt opstod en lang kø for at få signeret Louises efterfølger i "Dæmondræber"-serien, "Udvalgt".

Vi plejer ellers at kredse omkring i nærheden for at støtte op, hvis der pludselig bliver huller i køen. Der er ikke noget værre end at sidde som forfatter med en optrukket kuglepen og så kommer der ikke et øje. Tro mig, jeg ved det. For tusind år siden da jeg var aktiv i nogle eventyrsamlinger kom der ikke en eneste, hvilket var temmelig pinligt (heldigt at Carina Evytt var med der, så kunne vi i det mindste underholde hinanden).
Men lige i Louises tilfælde så det bestemt ikke ud til at være et problem.

Så jeg spurtede ned til Jentas' stand for at få en krusedulle i Chris Carters nyeste udgivelse "Ondskab". Hans serie om Robert Hunter som "profiler", der jagter seriemordere er forrygende. Det var egentlig min mand, der "fandt" ham, og derfor måtte jeg allerede sidste år købe de første fem i serien og få dem skriblet i. Der var så ikke rigtig mulighed for at tale med ham (altså Chris Carter, ikke gemalen), for i forhold til sidste år var der en laang kø.

Så fistlede jeg tilbage til Tellerups stand, hvor jeg kunne se at der stadig ikke var grund til at mandsopdække Louise, for køen fortsatte da bare. :-)

Klokken 13 skulle Carina og jeg bestyre Tombola hos "Læs For Livet". Et fantastisk tiltag, der er stiftet af Rachel Röst og som går ud på at skabe små biblioteker på fx julemærkehjem, krisecentre, døgninstitutioner og børnehjem.
Allerede for ... øh ... flere år siden, donerede jeg et par kasser "Nynazister", og i år havde Forlaget Tellerup sponsoreret et stand på Bogforum til dem, så de kunne udbrede deres budskab til endnu flere. Forlaget Tellerup har i øvrigt doneret over 6.000 bøger til dem, hvilket er ret fantastisk.

På Læs for Livets stand skulle vi sælge tombola-lodsedler og trække folk til, men da standen ikke var så stor fordelte vi opgaverne, så jeg skulle kradse folk ind og Carina bestyre tombolaen. Det viste sig ret hurtigt at jeg overhovedet ikke har evner til at tiltrække folk, og Carina mente ovenikøbet at jeg så en smule skræmt ud, så vi byttede, hvilket helt klart var at foretrække.
Carina viste sig at være noget bedre til det (måske hun spændte ben for dem, jeg så det ikke rigtigt), men i hvert fald solgte vi MANGE lodsedler i den time der gik, og endnu bedre. Vi så MANGE bøger komme ind.

Da vores time var gået, skyndte vi os ned til Børnescenen, hvor Pernille skulle holde foredrag, hvilket den snart meget erfarne forfatter klarede flot på trods af lydproblemer og en frygtelig masse larm fra selve hallen. De kunne godt lave noget støjafskærmning, for lyden gik meget dårligt igennem.

Pernille i færd med at læse op fra sin nyudgivne "Merlin" serie, som jeg i øvrigt lige skal tilføje at jeg gæsteoptræder i. Jeg afslører ikke hvilken en af bøgerne det er, så I bliver nødt til at købe dem alle. ;-)





På billedet til højre snakker Pernille med vinderen af de tre Merlin bøger for bedste spørgsmål.



Dernæst var hun programsat til at signere nede på Tellerups stand, så vi hastede derned og fik hende installeret i den varme stol.

Dagen var dermed gået slag i slag og klokken 15:30 var der VIP træf i baglokalet hos Forlaget Tellerup. Mine rejsekammerater er jo alle Tellerup-forfattere, hvor jeg kun lejlighedsvist har sneget mig ind i nogle antologier hos dem, så i to timer var jeg på egen hånd.

Det var i øvrigt en ganske sjov fornemmelse. Det gik op for mig at jeg aldrig havde tilbragt tid alene på en bogmesse, så det var ret skønt at kunne trisse omkring på må og få.

Det første jeg gjorde var selvfølgelig at runde Turbine (hvilket jeg slet ikke havde nået på det tidspunkt) for at se om min redaktør skulle være til stede. Heldigvis rendte jeg lige ind i hende, og fik mig en hurtig snak med hende om Freaks.
Desværre syntes jeg ikke at Freaks blev præsenteret ret godt. Den var sådan lidt gemt af vejen sammen med ikke særligt relevante fagbøger, så jeg er lidt bange for at den ikke har solgt ret meget.

Tror ikke læsere forventer dramatisk fiktion ved siden af bøger om burgere, indianere og Richard Møller Nielsen.

Derudover fik jeg vist også købt lidt mange bøger, hilst på Valeta (som jeg anmelder mange bøger for), lyttet til nogle foredrag og fik kværnet en muffin (hvilket ud over havregrød om morgenen og et æble lidt senere, var det eneste brændstof jeg fik).

Da vi endelig blev forsamlet igen, vendte vi ret hurtigt efter snuden mod vores "stam-hotel", hvor vi indtog noget god mad, og ellers bare hyggede og snadrede indtil øjnene ikke længere kunne se noget ...

(Fortsættes ...)

Bør vi være bange?

Her de sidste par dage, er jeg tilfældigt stødt på en sag, som har optaget mig en del rent mentalt.
Jeg stødte på det på boghundens blog, og har så siden læst, fulgt links og læst til jeg var helt rundtosset og faktisk også noget rystet.

Hele miseren starter med at en forfatter i USA får en et-stjernet anmeldelse på Goodreads af en læser (måske blogger, det er jeg ikke blevet helt klar over), hvilket forfatteren harcelerer lidt over på Twitter. Hun føler sig også chikaneret af læseren, og det hele udmønter sig i noget af en skræmmende farce, vil jeg sige.
Forfatteren ender med at skrive en artikel til "The Guardian", hvori hun meget velfunderet og humoristisk fortæller om sin cyberbølle, som måske og måske ikke har opdigtet en identitet for at kunne tweete og anmelde på Goodreads.
Det er så hvad det er, men det viser sig at forfatteren ud over at google hende også betaler for et baggrundstjek, lejer en bil og kører ud på læserens adresse, for nu at konfrontere hende med den måske ikke så ægte identitet. Derudover ringer hun også til læseren på vedkommendes arbejde og nævner endda hendes børn.
Selvklart at læseren benægter at hun er den læser, forfatteren leder efter.

Det har skabt en mediestorm omkring forfattere og hvordan de opfører sig, når de får anmeldelser. Og hvordan man så absolut IKKE skal opføre sig.

Derudover er der her for ganske nylig (sidste eller forrige uge) sket det, at der er en en temmelig neurotisk forfatter, der har taget den relativt lange rejse fra London til Østskotland for at fysisk overfalde en forfatter ved at slå hende i hovedet med en flaske. Ikke nok med at han har fundet ud af hvor hun arbejder, han rejser den lange vej, opsøger supermarkedet flere gange, og ender med at slå hende ned i en af supermarkedets gange.

Altså! Hvad er det for noget!!?

Hvad er det for en verden, hvori læsere ikke kan komme med deres mening om en bog? Ja, dårlige anmeldelser gør ondt, pivondt, og et eller andet sted har jeg aldrig helt forstået hvorfor man ikke "må" svare igen, hvis man føler sig meget trådt over tæerne, men det har jeg så helt sikkert set nu.
Der findes faktisk decideret hjemmesider, hvori flere eksempler på forfattere, der opfører sig horribelt på nettet er beskrevet. Søg bare på "Authors behaving badly" og det vil dukke op.

Så er det også at jeg tænker på ... jeg er selv forfatter og "bogblogger" (eller anmelder af bøger), og jeg er ikke spor anonym. Alle kan med få google-søgninger finde min adresse, og selv om jeg altid forsøger at holde en sober tone i mine anmeldelser OG fordi jeg er forfatter, måske har lidt større forståelse og respekt for værket end almindelige bogelskere, så ved man jo ikke om der sidder en psykisk syg forfatter i den anden ende. Det er da lidt skræmmende.

Det er den ene ting. Hvilket i sig selv kan give anledning til en del diskussioner og også BØR det. En anden ting er at jeg i min morbide fascination her er kommet forbi meget, meget grimme ting ved Goodreads, som jeg ikke anede.
Måske fordi jeg først for nylig er kommet på det forum, og måske fordi vi danskere (forhåbentligt!) opfører os pænere (det tror jeg nu ikke, se bare avisernes kommentarspor, der kan blive ualmindeligt grimme), men jeg har nu ikke selv set noget af den slags.

Der findes hele kliker af folk, der på det nærmeste dræber en bog allerede inden den er udgivet, hvis forfatteren ikke falder i deres smag. Det handler om tilsvining af folk, der synes at en bog er god, og klikerne ikke er enige, og så er der en helt kontraorden, der hedder STGRB.com (Stop Goodreads bullying), der har dannet en hjemmeside for at gøre opmærksom på disse internetbøller, men i deres forsøg på retfærdighed er hvis ikke lige så slemme, så nogle gange værre.

Og her kommer så min næste tankerække ... Vi kan plædere for at vi altid holder et ordentligt sprog, uanset hvor vi befinder os, på nettet eller i virkeligheden, men det grimme kan vi jo desværre ikke udrydde. Og social mobning via nettet er jo desværre ikke kun noget der foregår helt ovre i Amerika. Det foregår lige her i Danmark, på Facebook, Instagram, Twitter mm.
Min datter er 7, og det varer ikke længe inden hun vil bevæge sig ud på nettet. I tankerne har jeg gjort mig nogle forestillinger om at jeg skal snakke med hende om pædofile, privatliv på nettet, og at folk ikke altid er hvad de giver sig ud for at være.
Men jeg havde faktisk ikke tænkt på cyberbullying eller ... internetmobning. Det er jo som oftest folk man kender, der mobber én, måske endda såkaldte "venner" og det sker nok i langt større grad end vi går og forestiller os. Puha, det skal vi godt nok have taget hul på.

Billedkilde: http://www.thebusinessofme.com/stalking-cyberstalking-and-domestic-violence/

Lukkede døre

Jeg har længe tænkt på at jeg ville lave nogle længere blogindlæg, der handler om det at skrive, og det er måske passende at komme med et af dem nu.
De vil ikke komme i rækkefølge, men jeg vil prøve at få et blogindlæg om alle forfatteriets facetter, og samle dem alle sammen ovre på min hjemmeside.

Grunden til at jeg starter med "Lukkede døre", som jeg meget poetisk vil kalde det her, er fordi det er præcis hvad jeg praktiserer lige nu.

Hvad lukkede døre betyder ...

Stephen King beskriver det i sin bog Om at skrive og inden længe kommer der en bog på Forlaget Jansson, der hedder Forfatterord til forfatterspirer, hvor Kim Leine i et interview er citeret for at sige:
"Jeg tror ikke det er sundt at skrive med følelsen af at kolleger kigger en over skulderen. Derfor er jeg lidt skeptisk mht. forfatterskolekulturen som, alt andet lige, risikerer at høvle teksterne ned til et niveau hvor alt det dårlige ervæk, men også alt det der gør en tekst levende, vild og personlig."

Det er første udkast vi taler om. Det første spæde og ofte skrøbelige forsøg for en roman at vokse på.
Det er her at man skal skrible løs og prøve at skabe sin roman og se om vingerne kan bære den.

Når man får en idé til en roman, er det ikke altid man er helt sikker på hvorvidt den er holdbar eller ej, og derfor anbefaler de fleste skrivebøger at man derfor skriver første udkast bag lukkede døre. Første udkast er kun skrevet for én selv, her kan man dumme sig, skrive alle de tåbelige ting, der falder én ind under processen, hvor man bare skal tampe løs og lade ordene strømme ud på papiret.
Her er der ingen, der dømmer én, og man kan bære sig lige så tosset af som man vil.

Jeg kan godt se fornuften i det, for det giver noget frihed, man har sit sikkerhedsnet i form af redigering, inden at man viser noget af det frem for familie, venner, skrivebuddies, eller hvem man nu har at arbejde sammen med.

Men ... hvordan skal det så kombineret med begrebet "kommentarliderlighed"?

Her bør jeg nok lige forklare hvad jeg selv har gjort, for jeg er i den unikke og heldige situation at jeg har nogle betalæsere, som jeg har kendt i nu 10-11 år. Vi kender hinanden virkelig godt, og vores skrivevenskab startede allerede inden nogen af os var blevet udgivet (jo, jeg tror lige at jeg havde udgivet min debutroman, men det var kun "lige").
Sammen har vi lidt vores nederlag og fejret vores triumfer, vi har jublet og grædt sammen og vi er der altid med opmuntrende ord, når tingene ikke lige flasker sig.
Og vi har betalæst hinandens romaner, og det som oftest i takt med at de er blevet skrevet. I praksis betyder det at vi har skrevet et kapitel og fået kommentarer på det, og netop det kan være ganske afhængighedsdannende.

En forfatter er vel i bund og grund det mest "needy" væsen, der overhovedet findes. Vi vil anerkendes, tiljubles og roses for de litterære mesterværker vi skaber, uanset om det er rigtigt eller ej. ;-) Og her bliver jeg så nødt til at sende en kæmpemæssig virtuel buket blomster til mine skrivebuddies, der på fænomenal vis ikke alene opmuntrer én, men også kritisk kan gå ind og påpege fejl og mangler ved det man har skrevet.
Det er følsomt at sende dette første udkast ud (især hvis det er på kapitelbasis MENS romanen bliver skrevet), men jeg har aldrig følt mig sablet eller nedgjort, selv om romanen på det tidspunkt er på det mest følsomme punkt overhovedet.
Ovenikøbet giver det en enorm fordel at få læserens kommentar løbende i skriveprocessen, da man så kan lure på om de forstår de små hints, der er blevet drysset ud og om de reagerer som man havde tiltænkt dem.

Og det er DET man bliver afhængig af. Man har brug for den feedback mens man skriver (når først man er blevet vant til den), og man lever af den.

Som jeg skrev er vores skrivefællesskab temmelig unikt lader det til, og netop derfor kan det lade sig gøre. På dette meget følsomme tidspunkt i en romans liv, er det bestemt ikke ligegyldigt hvordan kritikken gives, før forfatteren klapper i som en stædig østers og slikker sine kreative sår.

Min første bog Nynazisten skrev jeg med døren lukket, for det var i tiden før mine skrivebuddies, men Atalanta, Dronning af blod og Freaks (samt alle de andre smånoveller og uudgivne historier) er alle blevet skrevet hvor jeg har fået feedback efter hvert kapitel.

Desværre har jeg efter Freaks haft mere end usædvanligt svært ved at fortsætte en roman. Jeg har flere starter liggende på lager, endda på romaner hvor sceneoversigt og det hele er skrevet, men de har ikke kunnet holde mig fanget.

Og derfor har jeg på den roman, som jeg skriver på nu, valgt at holde døren lukket. Og det er pudsigt ... det giver altså et nemmere flow. Jeg skrev 4.000 ord fredag, dem valgte jeg så at slette, og så har jeg siden skrevet 2.000 ord søndag og 1.500 mandag. For mig er det uhørt meget på usædvanlig kort tid.

Måske er det især fordi jeg har haft denne blokering, at der var behov for en ændring i måden at gøre det på. Jeg er helt sikker på (og det er mine skrivebuddies i øvrigt også ;-)) at jeg bukker under for kommentarliderligheden inden for den allernærmeste fremtid. Om ganske kort tid vil jeg sidde og trykke manisk på "send/modtag" knappen for at få deres feedback på det jeg har skrevet. OG formentlig brokke mig over at de er aaaalt for lang tid om at komme med den. ;-)
Hmm ... måske vi kan få væddemålene i gang og startet en pulje op. ;-)

Men det er okay ... det er okay at skrive med døren lukket, jeg kan især godt se det for dem, der ikke har et unikt samarbejde, som vi har. Hvis man vælger at sende den ud til én, der har en meget barsk betalæserstil kan du risikere at den gode fornemmelse du har for værket vil smuldre og ødelægges, og du mister både mod og selvtillid inden du kommer ret langt. Det er både synd og tåbeligt.
Skrivning er følsomt og skrøbeligt nok som det er uden at man udsætter det for den slags.

Men det er også okay at skrive med døren åben, hvis du for det første har pondus til det, eller har gode betalæsere.

I det hele taget skal man gøre det, der føles allermest rigtigt for én i den givne situation. Går du og tænker at det måske ikke er så godt, så lad vær. Hold det for dig selv og skriv videre. Skribl løs som om dit liv afhang af det.
Alt det dårlige kan du skære væk i redigeringsfasen, og ingen behøver nogensinde at vide, præcis hvor klodset du har formuleret dig.
Er du derimod sikker på at du har skrevet et mesterværk og i øvrigt har pondus til at modtage kritik imens, så gør det.

Intet er forkert, og alt er rigtigt, så kom bare i gang. :-)

Selvfed ...

Det må man gerne være, bare af og til. :-)

Jeg har været nede i et skrivemæssigt hul, der har varet ... åh suk ... skræmmende længe. Jo, jeg fik skrevet et (synes jeg selv) udmærket bidrag til Kandors oplæg.
Nu hvor dagene går siden indsendelsen har jeg dog gået og overvejet om jeg mon har ramt en smule ved siden af emnet, men jeg kan nu stadig godt lide historien.
Den rummer meget godt mit billede af ondskab.

Nåh, men bortset fra Satan historien har det godt nok stået stille på skrivefronten. Jeg er påbegyndt flere romaner, men jeg mister interessen inden der er gået kort tid. Det føles ikke rigtigt.
Jeg har ikke kunnet "føle" personerne, de var ikke levende for mig, og det er altså vigtigt, hvis man skal kunne udholde personerne i så mange måneder, som det nu tager at skrive en roman.

Jeg ved så ikke hvorfor jeg ikke har tænkt på det noget før, men jeg fik øje på Stephen Kings Om at skrive på min hylde og har nu genlæst den for guderne skal vide hvilken gang, og yeaj!! Jeg har genfundet min glæde ved at skrive!!

Jeg er glad!

I går skrev jeg starten på en roman. Det er i og for sig ikke så unaturligt, det har jeg gjort flere gange, men jeg skrev hele 4.000 ord på en dag. DET er ret godt klaret.

Kryds fingre for at det holder denne gang.