Lukkede døre

Jeg har længe tænkt på at jeg ville lave nogle længere blogindlæg, der handler om det at skrive, og det er måske passende at komme med et af dem nu.
De vil ikke komme i rækkefølge, men jeg vil prøve at få et blogindlæg om alle forfatteriets facetter, og samle dem alle sammen ovre på min hjemmeside.

Grunden til at jeg starter med "Lukkede døre", som jeg meget poetisk vil kalde det her, er fordi det er præcis hvad jeg praktiserer lige nu.

Hvad lukkede døre betyder ...

Stephen King beskriver det i sin bog Om at skrive og inden længe kommer der en bog på Forlaget Jansson, der hedder Forfatterord til forfatterspirer, hvor Kim Leine i et interview er citeret for at sige:
"Jeg tror ikke det er sundt at skrive med følelsen af at kolleger kigger en over skulderen. Derfor er jeg lidt skeptisk mht. forfatterskolekulturen som, alt andet lige, risikerer at høvle teksterne ned til et niveau hvor alt det dårlige ervæk, men også alt det der gør en tekst levende, vild og personlig."

Det er første udkast vi taler om. Det første spæde og ofte skrøbelige forsøg for en roman at vokse på.
Det er her at man skal skrible løs og prøve at skabe sin roman og se om vingerne kan bære den.

Når man får en idé til en roman, er det ikke altid man er helt sikker på hvorvidt den er holdbar eller ej, og derfor anbefaler de fleste skrivebøger at man derfor skriver første udkast bag lukkede døre. Første udkast er kun skrevet for én selv, her kan man dumme sig, skrive alle de tåbelige ting, der falder én ind under processen, hvor man bare skal tampe løs og lade ordene strømme ud på papiret.
Her er der ingen, der dømmer én, og man kan bære sig lige så tosset af som man vil.

Jeg kan godt se fornuften i det, for det giver noget frihed, man har sit sikkerhedsnet i form af redigering, inden at man viser noget af det frem for familie, venner, skrivebuddies, eller hvem man nu har at arbejde sammen med.

Men ... hvordan skal det så kombineret med begrebet "kommentarliderlighed"?

Her bør jeg nok lige forklare hvad jeg selv har gjort, for jeg er i den unikke og heldige situation at jeg har nogle betalæsere, som jeg har kendt i nu 10-11 år. Vi kender hinanden virkelig godt, og vores skrivevenskab startede allerede inden nogen af os var blevet udgivet (jo, jeg tror lige at jeg havde udgivet min debutroman, men det var kun "lige").
Sammen har vi lidt vores nederlag og fejret vores triumfer, vi har jublet og grædt sammen og vi er der altid med opmuntrende ord, når tingene ikke lige flasker sig.
Og vi har betalæst hinandens romaner, og det som oftest i takt med at de er blevet skrevet. I praksis betyder det at vi har skrevet et kapitel og fået kommentarer på det, og netop det kan være ganske afhængighedsdannende.

En forfatter er vel i bund og grund det mest "needy" væsen, der overhovedet findes. Vi vil anerkendes, tiljubles og roses for de litterære mesterværker vi skaber, uanset om det er rigtigt eller ej. ;-) Og her bliver jeg så nødt til at sende en kæmpemæssig virtuel buket blomster til mine skrivebuddies, der på fænomenal vis ikke alene opmuntrer én, men også kritisk kan gå ind og påpege fejl og mangler ved det man har skrevet.
Det er følsomt at sende dette første udkast ud (især hvis det er på kapitelbasis MENS romanen bliver skrevet), men jeg har aldrig følt mig sablet eller nedgjort, selv om romanen på det tidspunkt er på det mest følsomme punkt overhovedet.
Ovenikøbet giver det en enorm fordel at få læserens kommentar løbende i skriveprocessen, da man så kan lure på om de forstår de små hints, der er blevet drysset ud og om de reagerer som man havde tiltænkt dem.

Og det er DET man bliver afhængig af. Man har brug for den feedback mens man skriver (når først man er blevet vant til den), og man lever af den.

Som jeg skrev er vores skrivefællesskab temmelig unikt lader det til, og netop derfor kan det lade sig gøre. På dette meget følsomme tidspunkt i en romans liv, er det bestemt ikke ligegyldigt hvordan kritikken gives, før forfatteren klapper i som en stædig østers og slikker sine kreative sår.

Min første bog Nynazisten skrev jeg med døren lukket, for det var i tiden før mine skrivebuddies, men Atalanta, Dronning af blod og Freaks (samt alle de andre smånoveller og uudgivne historier) er alle blevet skrevet hvor jeg har fået feedback efter hvert kapitel.

Desværre har jeg efter Freaks haft mere end usædvanligt svært ved at fortsætte en roman. Jeg har flere starter liggende på lager, endda på romaner hvor sceneoversigt og det hele er skrevet, men de har ikke kunnet holde mig fanget.

Og derfor har jeg på den roman, som jeg skriver på nu, valgt at holde døren lukket. Og det er pudsigt ... det giver altså et nemmere flow. Jeg skrev 4.000 ord fredag, dem valgte jeg så at slette, og så har jeg siden skrevet 2.000 ord søndag og 1.500 mandag. For mig er det uhørt meget på usædvanlig kort tid.

Måske er det især fordi jeg har haft denne blokering, at der var behov for en ændring i måden at gøre det på. Jeg er helt sikker på (og det er mine skrivebuddies i øvrigt også ;-)) at jeg bukker under for kommentarliderligheden inden for den allernærmeste fremtid. Om ganske kort tid vil jeg sidde og trykke manisk på "send/modtag" knappen for at få deres feedback på det jeg har skrevet. OG formentlig brokke mig over at de er aaaalt for lang tid om at komme med den. ;-)
Hmm ... måske vi kan få væddemålene i gang og startet en pulje op. ;-)

Men det er okay ... det er okay at skrive med døren lukket, jeg kan især godt se det for dem, der ikke har et unikt samarbejde, som vi har. Hvis man vælger at sende den ud til én, der har en meget barsk betalæserstil kan du risikere at den gode fornemmelse du har for værket vil smuldre og ødelægges, og du mister både mod og selvtillid inden du kommer ret langt. Det er både synd og tåbeligt.
Skrivning er følsomt og skrøbeligt nok som det er uden at man udsætter det for den slags.

Men det er også okay at skrive med døren åben, hvis du for det første har pondus til det, eller har gode betalæsere.

I det hele taget skal man gøre det, der føles allermest rigtigt for én i den givne situation. Går du og tænker at det måske ikke er så godt, så lad vær. Hold det for dig selv og skriv videre. Skribl løs som om dit liv afhang af det.
Alt det dårlige kan du skære væk i redigeringsfasen, og ingen behøver nogensinde at vide, præcis hvor klodset du har formuleret dig.
Er du derimod sikker på at du har skrevet et mesterværk og i øvrigt har pondus til at modtage kritik imens, så gør det.

Intet er forkert, og alt er rigtigt, så kom bare i gang. :-)