Point of view

Jeg blev lige gjort opmærksom på et kommentarspor under en af de seneste anmeldelser (én af de lunkne) af Freaks, hvor der blev talt om "hvilke briller" man havde på, når man læste en bog.

Det har jeg så gået og tænkt over nogle dage. Ikke at det er nogen aha-oplevelse for mig, for selvfølgelig er man klar over det, men nok ikke altid helt så bevidst.

Det er jo netop det der med at man læser ud fra de forudsætninger man har. Den opvækst man har haft, de oplevelser man har med i bagagen, den litteratur man har læst og ikke mindst den personlighed man er i besiddelse af.

Selv om du endda tager to søskende, der er vokset op under samme arv og miljø, og giver dem den samme bog, vil de stadig læse den med vidt forskellige indgangsvinkler.

Derfor er det jo også så vigtigt at man som forfatter tager netop anmeldelser (og betalæsning og anden kritik generelt) for det, som det er. En andens subjektive mening, der er farvet af netop denne persons udgangspunkt.
Jeg har egentlig haft det sådan, at hvis én siger noget om min roman så vurderer jeg det, og vælger måske at overhøre personen. Hvis én mere siger det samme, retter jeg det sandsynligvis, og hvis en tredje også påpeger den fejl, retter jeg helt sikkert.
Det sidste her er er selvfølgelig kun muligt i redigerings/skrivningsfasen, for når bogen er udgivet, så er det løb jo kørt, og derfor kan anmeldelser måske endda være værre, fordi man ved at der er absolut intet er at gøre.

Nu fx Freaks har fået en del anmeldelser efterhånden (og juhuu for det!), og her brokker nogle sig over slutningen, andre starten, nogle siger at personerne er karikerede og flade og andre igen har følt sig totalt medrevet og har kunnet indleve sig i dem.

Det minder mig om noget som Stephen King siger i sin bog "Om at skrive". Lige fra hukommelsen (og den er jo ikke den bedste :-)), så er det det med at en forfatter er i telepatisk forbindelse med sin læser. Når en forfatter skriver at "der står et bord", så vil læseren - uanset tid og rum - se et bord for sig.

"Se - her er et bord dækket med en rød dug. På det står et bur på størrelse med et lille akvarium. I buret er en hvid kanin med lyserød snude og rødrandede øjne ...
Ser vi det samme? Vi ville være nødt til at mødes og udveksle indtryk for at være helt sikre, men det tror jeg vi gør. Nogle modtagere vil se en dug, der er tyrkiskrød, nogle vil se en der er skarlagensrød, mens andre vil se helt andre nuancer (for farveblinde modtagere er den røde dug mørkegrå som cigaraske). Nogle vil måske se tungede kanter, andre måske lige. Dekorative sjæle føjer måske en lille blonde til og værsgo - min dug er din dug, gør nøjagtigt som du har lyst til.
...
Det er det, vi kigger på, og vi ser det begge. Jeg åbnede overhovedet ikke munden, og det gjorde du heller ikke. Vi befinder os ikke engang i det samme år, for slet ikke at tale om det samme lokale, men vi er sammen. Vi er hinanden nær.
Vi har et mentalt møde."

Og det er faktisk smukt. :-)