At læse bøger ...

Jeg har læst bøger lige så længe jeg kunne huske, og før det har min mor læst højt for mig. Bøger har altid været vigtige for mig.

Eller ikke så meget bøgerne, men som de historier de indeholdt. Indeholder. For sådan er det stadig den dag i dag. Jeg elsker at man i bøger kan betræde andre verdener, være andre personer, opleve andre ting og så endda på sikker afstand af de modbydeligheder, som man også kan udsættes for.
Læsning er for mig den ultimative underholdning.

Nu har jeg lige læst Libri di Luca af Mikkel Birkegaard (læs omtale på bogbloggen), hvori det beskrives hvordan Lettorer kan forstærke læseoplevelsen. Fra at være etdimensionelt og være noget man kan være sig selv i, ser man Libri di Luca at disse Lettorer kan forstærke indtrykkene så man ser det visuelt. Og selvfølgelig - ingen bog uden et drama - kan man også påvirke dem der læser og få dem til at handle efter forgodtbefindende.

Det kan vi heldigvis ikke i den virkelige læsning. Her er læsning heldigvis en privatsag, og vi kan beholde de billeder vi danner for os selv. OG vi kan selv vælge de bøger vi vil læse.

Der er en guddommelig mangfoldighed af bøger derude, alt for enhver smag. Der er genrer for hvem som helst og selv inden for genrerne, findes der subgenrer, så man altid ved hvad man skal gå efter.

Jeg læser lidt af hvert, af og til prøver jeg endda at vælge i blinde, eller uden for min normale læsesfære, men som oftest er det de historiske eller spændingsbøger jeg vender tilbage til. Spændingsbøgerne er selvklart for at få en god idé serveret med fart over feltet, men med de historiske bøger er det tit for at få lov til at dvæle i en tid, man ikke selv har levet i.
Det er fascinerende at forestille sig hvordan det har været i fordums tid, og man kan lægge bogen til side og trods alt være glad for at vi lever her i MudderbælteDanmark, hvor vi er forskånet for de store naturkatastrofer og trods krisen har det rigtig godt.

Og hvorfor ævler jeg så om alt det? Jo, selvfølgelig er det skriverelateret. :-) Jeg er godt i gang med London. Faktisk skrider den stille og roligt frem i et tempo, som måske ikke er overvældende med dejligt stabilt.
Jeg har beskrevet den før som en stille og rolig strøm med mørke understrømme, og det er vel også det, den er. I hvert fald er jeg nu ved side 120 og har først nu ladet personernes veje krydses.
Rolig nu ... de har været det samme sted! De har ikke mødt hinanden! Små slag! ;-)

Det er pudsigt. Det er første gang jeg har en roman der glider så stilfærdigt af sted, men det føles godt og naturligt, så det er nok bare sådan det skal være.
Min første sceneoversigt var på 47 scener incl 3 scener hvori der stod: "Tidsspring, fyld noget på."
Nu, 120 sider senere, har jeg skrevet 33 scener, men sjovt nok har jeg stadig 36 scener. Og så er jeg endda ikke engang nået til de 3 tidsspringsscener.

Det er sgu nok meget godt at jeg er bedre til at skrive end til at regne. ;-)
(Pst ... sig det ikke til min chef, for så er jeg da nok ikke bogholder meget længe ;-))