Men det der fik mig sparket i gang igen, vil jeg gerne tale om. Musik!
Det var først da jeg fik mig et par gode ørebøffer, der gjorde at jeg kunne indkapsle mig i min egen lille verden, at jeg fik gang i flowet igen.
Tidligere har jeg ellers været mest til mainstream musik med enkelte afstikkere til noget andet, men nu ... Når jeg får bestilt albums fra diverse net-steder, ser min mand skiftevis på mig og på cd'erne og spørger: "Hvor er min kone, og hvad har du gjort med hende?" ;-)
Jeg har skiftet musik smag, men kun til det bedre (synes jeg jo selv. :-)) Det er blevet noget mere hårdt end mainstream pop, men jeg ligger altså stadig i den bløde ende af metal-scalaen.
Men der er sgu noget ved metalmusik. Teksterne er bedre, mere indholdsrige, og det yndlingsband, som jeg nu næsten teenageagtigt beundrer, skriver sange, som jeg kunne skrive romaner ud fra. Næsten hver sang giver inspiration til en historie. Der er meget mere substans i det, end jeg i min naivitet havde regnet med.
Men det bedste er næsten tempoet. Den hårde rytme driver én fremad, man kan lukke alt ude og blot mærke hvordan trommer og guitar strømmer ud gennem armen og videre ned i fingrene.
Jeg gik fra Linkin Park til 30 Seconds to Mars til Evanescence til Nightwish og endte ved Sewenth Wonder, Serenity og sidst men absolut ikke mindst Kamelot.
Det er som I kan se ikke særlig hårdt, så dybest set er jeg nok bare stadig en poptøs gone semi-wild. ;-)
Og det startede faktisk fordi jeg kom i tanke om at Stephen King i "On Writing" nævnte at han hørte høj metalmusik, når han skrev. Det kan jeg til fulde tilslutte mig! Det virker det skidt! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar