Sandhedens time ...

Ak ja, så er sandhedens time kommet et skridt nærmere.
Mit lille, skrøbelige barn ... Min lille roman om mine vanskabninger er nu helt færdig, og sendt til forlaget.

Så må jeg bare gå i neglebidende, nervepirrende angst indtil jeg hører noget. :-)

Faktisk havde jeg slet ikke troet at jeg kunne blive færdig, men tænk sig ... datteren tog på en playdate og manden var heller ikke hjemme.
Så stod jeg der. Kiggede skiftevis på vasketøjsbunken og pc'en, og tænkte ... aaah, en kop the, og SÅ i gang med vasketøjet. Og inden jeg fik set mig om, fik jeg gennemlæst, redigeret, ændret og gjort ved, og så var den pludselig så færdig, så jeg ville være bekendt at sende den ud.

Og hvad så nu?

Tja ... der er jo en milliard historier at give sig i kast med, men hvilken skal man vælge? Jeg har jo også Colosseum, som trænger til en gedigen kærlig hånd.
Jeg elsker historien om min lille slavedreng Cassian, men jeg havde fået viklet alt for meget rod ind i plottet, så jeg trænger til at se på romanen med friske øjne og revurdere plottet. Det trænger den virkelig til.

Så lige nu går jeg i forfatternes limbo, mellem to historier, hvor alle ideer er gangbare og kan få frit spil til at blive lagret og modnes i den plads i min hjerne, der er forbeholdt den slags. :-)