fredag den 1. maj 2015

Themesongs

Jeg har ævlet om det før. Musik!

Jeg havde det ikke sådan i gamle dage, men nu er jeg totalt afhængig af musik mens jeg skriver. Og det skal være høj musik. Det er som om rytmen giver en energi, som strømmer fra ørerne, gennem kroppen og ned i fingrene, så de flyver lidt hurtigere over tasterne.

I og med at jeg så ikke lige har et isoleret kontor, så foregår det med hørebøffer på (for familiens velbefindende, da de lige knap deler min musiksmag ;-)), men det gør det faktisk endnu bedre, for så er man isoleret i en boble, hvor der kun er én selv og skærmen.

Nu er der så gået sport i at finde den sang, der passer allerbedst til den historie jeg har skrevet. Romanens "themesong", og efterfølgende kan jeg så altid genkalde mig den "smag" roman har ud fra sangen. Det er en ret pudsig fornemmelse.

Til "Freaks" var det helt klart "Twisted Minds" af Avantasia. En duet sunget af Tobias Sammet og Roy Khan (den mørke stemme).
Historien i sangen handler godt nok om en ung fyr, der er sindssyg, men specielt én passage passer rigtig godt på den vanskabte Jack og omverdenens syn på ham:

We paint in black and white and you're the dirty in between.
Monstrosity of nature. A virulent disease





I "Tvisten", som er den kortroman om Satan, som kommer til august i år, var der ingen tvivl om at det skulle være noget af Avenged Sevenfold. De udgav et album "Hail to the King", som generelt var meget fokuseret på Underverdenen og Satan.
Der er dog én sang specielt som bare er "smagen" af Tvisten, nemlig "Shepherd of Fire".

Den knitrende lyd af flammer, dommedagstrommerne og de melodramatiske guitarer passer enormt godt.
Yndlingscitatet herfra er helt klart:
See, I have pity in watching you suffer. I know the feeling of being damned alone. I've got a storybook on my own.



Til min "Er du okay, Marie?" (den ungdomsbog, som udkommer på Tellerup til næste forår), var det lidt mere afdæmpet, men da den jo omhandler fx mobning så var det en følelse af ensomhed og modløshed, som jeg især sad med undervejs.
Derfor er Marie-bogens themesong "World so cold" af Three Days Grace.

Yndlingscitatet er her:

Do you ever feel me? Do you ever look deep down inside? Staring at yourself. Paralyzed.
I feel numb. I can't come to life. I feel like I'm frozen in time.





torsdag den 23. april 2015

Forårsrengøring.

Hvem sagde overspringshandling? ;-)

Jeg burde skrive på min nye ungdomsroman, men jeg har haft nogle tunge, arbejdsrelaterede tanker, som jeg forhåbentlig får has på i morgen.
Hvilket igen betyder at jeg burde kunne skrive løs på min kommende ungdomsroman, som jeg lige for tiden bare kalder Fie-bogen.
(Og ja, hovedpersonen hedder Fie ;-))

Men da jeg så ikke havde hovedet fri til at være nyskabende og at jeg var kommet til bunds i min betalæsning, så tænkte jeg at jeg da lige ville opdatere min hjemmeside med de seneste udgivelser.

Ehm ... og så gik der vist forårsrengøring i den. Væk er alle de mørke, dystre farver og ind kom en skøn lyseblå forårsagtig stemning, som forhåbentlig løftede det hele en smule.
Jeg har også testet hjemmesiden på tabletten og telefonen, og her ser det også ud til at virke, så hey ... selv om jeg ikke er skrivende disse to sidste dage, så føler jeg mig alligevel lidt effektiv. :-)

Du er velkommen til at kigge forbi, og hvis du skulle finde et eller andet, som ser underligt ud, så skriv endelig til mig. Jeg kan sagtens have overset noget.

Linket finder du foroven i menuen, eller også kan du bare klikke her.

Ellers har jeg vist ikke så meget at sige. Jeg pønser lidt på nogle skriverelaterede indlæg, som jeg kan gemme som faste sider ovre på min hjemmeside, men dem er jeg så ikke lige nået til endnu.

En ting ad gangen, ikke? ;-)


lørdag den 18. april 2015

Lille, lykkelig og selvfed pony.

Okay, den overskrift kræver vist lige en forklaring. :-)

Man siger at en forfatter kan være i "stald" hos et forlag, hvilket betyder at man samler sine udgivelser hos ét forlag. At man har et hjem og et tilhørsforhold. En base.
Det har jeg ledt efter i årevis!

Jeg har efterhånden udgivet nogle bøger, men desværre har det været på mange forskellige forlag. Det skyldes jo blandt andet at jeg har skrevet i mange forskellige genrer, og derfor har nogle af forlags-skiftene været logiske.
Andre forlags-samarbejder er blevet afbrudt af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme ind på her, men de mange spring og den usikkerhed der er forbundet med at have været rundt i manegen, har faktisk plaget mig længe.
Jeg har virkelig savnet et sted, hvor jeg kunne føle at jeg "hørte til". Et sted, hvor man lyttede til det jeg havde at sige, eller til de ideer jeg havde. Et sted, hvor man kunne sparre om tingene og hvor tonen var ligefrem, munter og jovial.

Mine gode venner og skrivebuddies gennem mere end 10 år; Carina Evytt, Pernillye Eybye og Louise Haiberg er alle blevet Tellerup-forfattere, så jeg har jo stået på sidelinjen (mens jeg har kartet rundt på alle andre forlag) og observeret den specielle atmosfære som Forlaget Tellerup delte med sine forfattere, redaktører, grafikere, medarbejdere og også fans'ne.

Og jeg har været misundelig. Indrømmet. ;-)

Jeg har oplevet mange positive ting hos de andre forlag. Ikke et ondt ord om dem, for langt de fleste steder har jeg følt mig rigtig godt behandlet. Men kemien var bare anderledes.

Alligevel slog det mig ikke at jeg da bare kunne forsøge at skrive noget, som passede ind i deres udgivelsesprogram, for at se om de måske også ville have mig. Kald det stædighed. Eller dumhed. Hvad ved jeg. Men jeg gjorde det i hvert fald ikke. :-)

Sidste november var der som sædvanlig BogForum og jeg stod og snakkede med en redaktør fra Tellerup, der spurgte om jeg ikke ville prøve at skrive en socialrealistisk ungdomsroman til dem. Da jeg på det tidspunkt var kørt lidt fast i de historiske, sprang jeg straks på ideen og har været både underholdt og faktisk ret godt skrivende på den (på trods af årsregnskab og revision).

Og her sidste weekend ... sagde de sgu ja til den! :-)

De sagde ja!! Er det ikke bare helt vidunderligt fedt? Jeg er så glad, så glad. Og beæret. De har budt mig velkommen i deres selskab og nu glæder jeg mig virkelig til at være en del af fællesskabet og skrive en masse gode bøger, som forhåbentlig vil falde i både deres og min smag. :-)

Nåh, tilbage til pony-joken. ;-) I vores lille skriveklike har vi længe gået og lavet pony-analogier, hvilket vil sige at jeg lige nu er en lille, lykkelig og selvfed pony.
Som den her nedenfor! :-)

Jeg glæder mig vildt meget til det kommende samarbejde, og endnu mere så håber jeg på at mine søgende dage er forbi. At jeg er kommet "hjem".




lørdag den 28. marts 2015

Satan og Marie og alle de andre ...

Hold da op, det er længe siden jeg har været her på bloggen, hvad jeg selvfølgelig har haft dårlig samvittighed over.
Meeen det er nu ikke fordi jeg har ligget på den lade side. Jeg haft haft frygtelig travlt med alskens ting og sager, så det tager vi lige fra en ende af.

Først og fremmest Satan-historien. Forlaget Kandor er i færd med at udgive en serie kortromaner om danske forfatteres fortolkning af den mytiske figur Satan. 
Min roman kommer til at hedde "Den 4. bog om Satan - Tvisten" og er planlagt til udgivelse i august måned, men allerede inden kan du stifte bekendtskab med serien.

Her den 13. april udkommer Martin Schjönnings bidrag: "Den 1. bog om Satan - Deroute", som jeg allerede har forudbestilt. Jeg tror det bliver en vildt god serie, og jeg er spændt på at læse dem alle.
Jeg er ret overbevist om at jeg vil sidde med fornemmelsen af: "Argh, hvorfor fandt jeg dog ikke på det!" ved hver eneste roman. :-)

De kommer til at koste sølle 119,- kroner pr. bog, så det er da en overkommelig pris, må man sige. Første bog kan købes her.

I mellemtiden har jeg også haft "Den 4. bog om Satan - Tvisten" til redigering, hvor jeg har gennemgået alle redaktørens kommentarer og komma-forslag. (Sidstnævnte accepterer jeg altid, for jeg er en skovl til at sætte kommaer).
Men den er returneret, bagsideteksten er foreslået, så nu afventer jeg om redaktøren er enig med mig. :-)

Derudover har jeg (endelig) fået oprettet mig en Facebook Forfatterprofil, altså sådan en med statistik og alt muligt hejs. :-) Og jeg har allerede rundet de første 100 likes! Jeg er da lidt selvfed. :-)
For ligesom at kunne præsentere mit forfatterskab har jeg uploadet en post næsten daglig med et billede af en af mine tidligere udgivelse. 
Hvis I skulle suse forbi på et tidspunkt ville jeg da blive superglad for et "like" på den. Den kan ses her.

Og nu til det projekt, der faktisk har fyldt allermest i min hjerne. Min ungdomsbog.

Her sidste efterår var der jo et forlag, der spurgte om jeg kunne tænke mig at prøve at skrive en ungdomsbog. Jeg tænkte; hvorfor ikke, og gik fluks i kast med opgaven. Jeg havde lidt svært ved at finde min ungdommelige stemme igen, men da jeg fandt ud af at ændre hele bogen til 1. persons fortæller gik det lige pludselig meget bedre. Det var en mærkelig opdagelse, for jeg har aldrig tidligere skrevet i 1. person, men det virkede.
For godt halvanden uges tid siden blev jeg så færdig med første udkast!!

Jeg er SÅ glad. Jeg har haft svært ved at holde min interesse fanget på et projekt længe nok til at det kunne blive afsluttet, så jeg føler mig RET selvfed over at det endelig lykkedes mig. Okay, det er en lille let sag på kun ca 140 wordsider, men stadig! Den har begyndelse og slutning og forhåbentlig også et hæderligt indhold. :-)

Lige nu er jeg så ved at gennemgå mine skrivebuddies kommentarer, kritik, ros og forbedringsforslag, og når det så er sket, vil jeg selv læse den højt for mig selv, for at fange de sidste ting. Og derefter ... afsted til forlaget!

Det er jeg temmelig spændt på. Jeg tror at jeg har fået lavet et godt resultat (bær over med mig, jeg er lige nu i den periode der hedder: "ARGH, det er noget lort jeg har skrevet!" - I ved ... den der periode der ligger lige før "Hold nu kæft, jeg er genial!").
Anyway, jeg synes den er god, det er et vigtigt emne jeg behandler, men ikke et af de allermest fortærskede emner, så jo ... jeg er godt tilfreds.
Nu håber jeg så bare at forlaget også er det. :-)

Arbejdstitlen hedder: "Er du okay, Marie?", og den kommer I forhåbentligt til at høre mere til.






søndag den 8. marts 2015

Fantasymesse i Esbjerg

Hold da op ... jeg er landet herhjemme på Langeland igen efter et par skønne dage med skønne forfattervenner og skønne, skønne samtaler.

Som Louise Haiberg så nydeligt lige har udtalt andetsteds ... så føler man sig temmelig brainfucked efter sådan et par dage. ;-)
Efter så mange samtaler med skønne og spændende mennesker og med at indsuge alle de indtryk man bliver udsat for, er man godt nok helt udkørt.

Måske skulle jeg lige indskyde at jeg har tilbragt denne weekend i det yderste Jylland til den nystartede fantasymesse i Esbjerg. :-) Det er ved at være en rigtig dejligt tradition at tage til diverse bogmesser i landet sammen med mine fantastiske forfatterkollegaer; Carina Evytt, Pernille Eybye og Louise Haiberg.

Vanen tro - når vi skal østover - samlede jeg Carina op i Nyborg, og så gik turen videre til rastepladsen ved Vissenbjerg, hvor vi så fandt Louise. Derpå var det bare gennem den jyske hede (dog af motorvejen) til vi endte i Esbjerg.

Og det endda hamrende tidligt, for vi ville gerne være tilstede når Haidi Wigger Klaris' debutroman officielt udkom, hvilket skete klokken 10:00.


Jeg fik et eksemplar af hendes roman "Skyggernes Bog" op under neglene og fik den endda signeret, så den vil jeg glæde mig til at læse. Tillykke til Haidi, som også klarede det vildt flot til en paneldebat senere på formiddagen!

I den forbindelse fik jeg to glas Asti. Det er måske liiiidt tidligt at drikke spiritus klokken 10 om formiddagen (især når man tænker på at jeg så at sige aldrig drikker alkohol), men det løftede da stemningen lidt. c,")

Efter paneldebatten fik vi set og hilst på Tina Sanddahl som er debutaktuel sammen med Jeanette Hedegran med deres bog "Mørkets Søn", som udkommer på Forlaget Ulven & Uglen.
Tina gjorde det virkelig godt, selv om hun var nervøs. Især fordi hendes oplæsning foregik under nogle ret svære betingelser. Hun stod ved en væg på et meget trafikeret sted. Hun stod ikke på et podium eller noget, der gjorde at man kunne se at hun var forfatter. Hun havde heller ikke den fysiske bog, så hun havde noget at vise frem. Plus at der var utroligt meget støj. 
Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ikke helt at forlaget kunne være det bekendt. De annoncerede hende ikke og at lade en debutant stille sig op på den måde med de gener ...
Hvilket så gør Tina Sanddahls bedrift endnu større i mine øjne. Det hun læste op var både tydeligt og forståeligt og hvad der er vigtigere, så lød det også velskrevet. :-)



Derefter var vist bare rundt og kigge, og fik sludret med en hulens masse mennesker, hvilket altid er skønt. Også selvom man føler sig noget hjernebombet bagefter.

Og hey, jeg anede ikke at jeg var så velbevandret i skildpaddearter, men var lidt selvfed over at kunne gætte at de tilstedeværende skildpadder var pandekageskildpadder ... Jow jow .... ;-)

Derefter vendte vi næsen mod Pernilles hjem, hvor vi alle skulle overnatte. Og her fortsatte snakken. Ih du godeste, hvor jeg synes jeg har snakket meget her i weekenden. Og det var så superskønt bare at kunne slappe af, få leveret en pizza (bow-chicka-wow-wow ... sorry, den var for de indforståede) og drikke en frygtelig masse te. Her skal lige indskydes at det skulle jeg måske have medbragt hjemmefra, for Pernille er IKKE tedrikker. Men hey, te bliver da ikke for gammelt, bare lidt tørt, ikke? ;-)

Vi sludrede helt til klokken et om natten inden vi krøb i seng, for vi skulle jo også op og være friske til næste dag.
Vores plan var egentlig at se Haidi W Klaris begå sig i Speakers Corner, men ehm ... nogen glemte en stok, fordi en anden havde lagt den et andet sted, så halvvejs til Esbjerg måtte vi vende om, hvilket så gjorde at vi ikke nåede det. Er dog sikker på at Haidi gjorde det godt. :-)

Pernille og Louise havde fået billetter til VIP arrangementet med Tamora Pierce, den amerikanske fantasyforfatter, og i mellemtiden snusede Carina og jeg lidt rundt. På et tidspunkt var vi udenfor i det smukke vejr, hvor vi blev vidne til en fantastisk udgave af Slowwalk af forfatter Ruben Greis. Baywatch go home, siger jeg bare. Han indfangede os og vi fik lov til at deltage lidt i Tellerupklub-træffet, der foregik inde på messen. De var så hyggelige alle sammen! Faktisk så hyggelige og morsomme at der blev tysset på os adskillige gange! :-)

Og pludselig var tiden gået og hele messen skulle pakkes ned. Vi fik set Tellerup-klubben i aktion, og på ingen tid havde de fået nedpakket de resterende bøger. Imponerende!! Ikke bare deres effektivitet men deres engangement. Kender ingen andre forlag, der har har sådan en dedikeret skare.



Så nu er jeg hjemvendt, har hjernen fuld af indtryk og gode samtaler og ikke mindst arbejde. Jeg kom vist til at love et færdigt produkt inden udgangen af måneden, så jeg må hellere se at komme i gang. Nu har jeg vist været i Outlander-land længe nok (forklaring på bogbloggen). c,")

Nåh, jeg skal huske at vise messens høst frem.

Det blev til signerede udgaver af 

"Skyggernes bog" af Haidi Wigger Klaris, "Revolution" af Louise Haiberg og - så godt nok ikke en nyanskaffelse, men signering af "Sprækker" af Teddy Vork.

Jeg MÅ virkelig se at rykke rundt på min boghylde med signerede bøger. Jeg har jo ikke plads længere!!

I hvert fald tak til alle de skønne mennesker jeg har talt med her i løbet af weekenden. Det har været SÅ godt. :-) 






tirsdag den 24. februar 2015

Hail Satan ....

Ja, det er altså ikke fordi jeg vil springe ud som satanist, selv om ... hvis jeg skulle vælge en trosretning var det nok nærmere den vej jeg ville gå end så mange andre ... ;-), MEN ...

Dadadaaaaaaaaaaam (må jeg få en trommehvirvel, tak?)

Jeg er blevet udtaget til at deltage i Forlaget Kandors serie af kortromaner om netop Satan!

Det er svært at få armene ned igen, for det betyder at udgivelsen 2015 er i hus! :-) Jeg er så glad over at min lille historie blev udvalgt!

Forlaget Kandor lavede et opslag for snart længe siden, hvori der stod:
Hvem er Satan? For mit vedkommende er han metaforen på alt det onde i mig. Alt det onde i dig. Alt det onde i hele menneskeheden. Men hvem er han for dig?
Manuskriptet skal være dramatiseret fiktion ...
Se hele opslaget her.

Det er "kun" en kortroman på mellem 15.000-20.000 ord, så lige hvor stor den bliver i trykt form, ved jeg ikke endnu, men det er en overskuelig historie.

Nu må jeg selvfølgelig ikke afsløre mit bud på det, men jeg kan fortælle at jeg havde det rigtigt sjovt med at skrive det, og det gav mig mulighed for at fortælle om mit syn på religion og Satan.

Der kommer 10 bind i serien og lige nu er de første 7 blevet offentliggjort. Det blev:

1. bind: Deroute af Martin Schjönning
2. bind: En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
3. bind: Kærlighedens Væsen af Aske Munk-Jørgensen
4. bind: Tvisten af Anika Eibe
5. bind: En ørn fanger ikke fluer af David Garmark
6. bind: Hels rejse af Signe Fahl
7. bind: Ormeføde af Irene Rasmussen.

Mit bidrag er programsat til at blive udgivet i august 2015, så det glæder jeg mig vildt til. Også til at læse de andre bud, for det er spændende at se hvad deres bud på det her var.

Jeg er også stolt og glad over at jeg igen har fået lov til at udgive hos Forlaget Kandor, som har haft nogle fantastisk spændende konkurrencer over emner, som afprøver de gængse litterære grænser. Som fx Darc Erotica novellesamlingen, "Vampyr" som havde til formål at få vampyrerne ud af pigeværelserne igen og varulve.

Jeg skal nok holde jer løbende opdateret!




onsdag den 11. februar 2015

Freaks - en analyse

For nogen tid siden spurgte Helene Th. Svolgart - som er forfatterkollega og HF studerende - mig om hun måtte bruge Freaks til sin "Store Skriftlige Opgave" i dansk.

For det første var jeg vildt beæret over at Helene valgte min roman til analyse men også vildt nervøs. Jeg har altid været vildt dårlig til at analysere fiktion i skolen. Faktisk hadede jeg det som pesten.
Jeg brød mig slet ikke om den der meget stive tilgang og firkantede analyse til et værk, som ikke nødvendigvis indeholdt alle de ting som dansklærerne mente at de skulle indeholde.
Og nu hvor jeg er forfatter ... tro mig, det er langt fra alle værker der ligger dybe symbolske meninger i. ;-)

Lige netop med Freaks var jeg selvfølgelig bevidst om ikke alene de lægeetiske dilemmaer men også den menneskelige frygt og afstandtagen fra det anderledes, men ellers er det altså ikke altid symbolikken jeg bruger allermest tid på, må jeg indrømme. ;-)

Alligevel kan det jo nok ikke undgås at man i det mindste ubevidst gør sig nogle tanker om det. Og i og med at jeg selv er så vanvittig dårlig til at tænke bevidste tanker og analysere både egne og andres værker så må det jo udspringe af enestående genialitet. Eller noget. ;-)

Nåhmen skulle jeg ikke bare give ordet til Helene, som ikke alene har skrevet en fremragende opgave, fået mig til at se væsentligt klogere ud end jeg egentlig er og (!!) fik 12 i opgaven.
Godt gået, Helene! :-)

Hele hendes opgave kan læses på linket her:

https://docs.google.com/viewerng/viewer?url=http://anikaeibe.dk/onewebmedia/SSO-blog.pdf