Ak ja, så er sandhedens time kommet et skridt nærmere.
Mit lille, skrøbelige barn ... Min lille roman om mine vanskabninger er nu helt færdig, og sendt til forlaget.
Så må jeg bare gå i neglebidende, nervepirrende angst indtil jeg hører noget. :-)
Faktisk havde jeg slet ikke troet at jeg kunne blive færdig, men tænk sig ... datteren tog på en playdate og manden var heller ikke hjemme.
Så stod jeg der. Kiggede skiftevis på vasketøjsbunken og pc'en, og tænkte ... aaah, en kop the, og SÅ i gang med vasketøjet. Og inden jeg fik set mig om, fik jeg gennemlæst, redigeret, ændret og gjort ved, og så var den pludselig så færdig, så jeg ville være bekendt at sende den ud.
Og hvad så nu?
Tja ... der er jo en milliard historier at give sig i kast med, men hvilken skal man vælge? Jeg har jo også Colosseum, som trænger til en gedigen kærlig hånd.
Jeg elsker historien om min lille slavedreng Cassian, men jeg havde fået viklet alt for meget rod ind i plottet, så jeg trænger til at se på romanen med friske øjne og revurdere plottet. Det trænger den virkelig til.
Så lige nu går jeg i forfatternes limbo, mellem to historier, hvor alle ideer er gangbare og kan få frit spil til at blive lagret og modnes i den plads i min hjerne, der er forbeholdt den slags. :-)
mandag den 28. januar 2013
mandag den 21. januar 2013
Dødsyg mandag ... og så alligevel
Har I lagt mærke til at det er mandag? Og ikke bare en mandag, men en skide kold én af slagsen? Det piver, suser, fyger og gør ved, men nu, hvor jeg sidder her foran brændeovnen er det jo alligevel meget hyggeligt. :-)
Og herregud, når man så har fri en mandag for at køre til bandagist og få at vide at man har nedsunkne forfødder og skal til at gå med ortopædiske skoindlæg .... nåhja ... man er vist blevet gammel. ;-)
Hvad der er langt mere interessant er at redigeringen af Freaks skrider fremad. Her i weekenden fik jeg taget et godt hug på 70 sider, hvor jeg først har gennemlæst en scene, og derefter minutiøst har gennemgået mine fremragende betalæseres kommentarer. Deres slå/stavefejl har jeg rettet efterhånden som jeg fik betalæsning, men jeg har vurderet på deres reaktioner og følelser undervejs.
Det er nemlig det, der er så fantastisk ved løbende betalæsning. I starten var jeg ellers imod det, og alle skrivebøger siger da også at man skal skrive første udkast med "døren lukket".
Og det kan der også være noget om. Man skal være uhyre varsom med, hvem man lukker ind når det kommer til det følsomme førsteudkast. Det skal være folk, der forstår at fortælle kritik på en god måde, og så gør det nok heller ikke noget, hvis det er folk, der tænker lidt ad samme kringlede veje som én selv.
Men når man har fundet dem - og jeg er dybt taknemlig over mine fantastiske betalæservenner - så er løbende feedback helt uvurderlig. På den måde kan man hele tiden greje læserens følelser og tanker undervejs. Hvad tænker de? Reagerer de hensigtsmæssigt på visse afsnit? Får man dem fanget her, eller skøjter de henover?
Vi har et "sindrigt" farvesystem, der afslører den slags, og det er guld værd.
Nåh ... under alle omstændigheder er de første 70 sider redigeret, og i morgen skulle jeg være fri til at tage en bid mere. Så ryger den ud til et par familiemedlemmer, der kommer med deres helhedsindtryk efter en sammenhængende læsning.
Derpå skal den lige gennemlæses og redigeres én gang til, og SÅ ...
Sandhedens time ...
Spændende, dybt frustrerende, nervepirrende, neglebidende og vel en smule masochistisk ...
Så er det tid til at forlaget skal se på den, og så må vi se derfra ...
Men FØRST ! redigering.
Og herregud, når man så har fri en mandag for at køre til bandagist og få at vide at man har nedsunkne forfødder og skal til at gå med ortopædiske skoindlæg .... nåhja ... man er vist blevet gammel. ;-)
Hvad der er langt mere interessant er at redigeringen af Freaks skrider fremad. Her i weekenden fik jeg taget et godt hug på 70 sider, hvor jeg først har gennemlæst en scene, og derefter minutiøst har gennemgået mine fremragende betalæseres kommentarer. Deres slå/stavefejl har jeg rettet efterhånden som jeg fik betalæsning, men jeg har vurderet på deres reaktioner og følelser undervejs.
Det er nemlig det, der er så fantastisk ved løbende betalæsning. I starten var jeg ellers imod det, og alle skrivebøger siger da også at man skal skrive første udkast med "døren lukket".
Og det kan der også være noget om. Man skal være uhyre varsom med, hvem man lukker ind når det kommer til det følsomme førsteudkast. Det skal være folk, der forstår at fortælle kritik på en god måde, og så gør det nok heller ikke noget, hvis det er folk, der tænker lidt ad samme kringlede veje som én selv.
Men når man har fundet dem - og jeg er dybt taknemlig over mine fantastiske betalæservenner - så er løbende feedback helt uvurderlig. På den måde kan man hele tiden greje læserens følelser og tanker undervejs. Hvad tænker de? Reagerer de hensigtsmæssigt på visse afsnit? Får man dem fanget her, eller skøjter de henover?
Vi har et "sindrigt" farvesystem, der afslører den slags, og det er guld værd.
Nåh ... under alle omstændigheder er de første 70 sider redigeret, og i morgen skulle jeg være fri til at tage en bid mere. Så ryger den ud til et par familiemedlemmer, der kommer med deres helhedsindtryk efter en sammenhængende læsning.
Derpå skal den lige gennemlæses og redigeres én gang til, og SÅ ...
Sandhedens time ...
Spændende, dybt frustrerende, nervepirrende, neglebidende og vel en smule masochistisk ...
Så er det tid til at forlaget skal se på den, og så må vi se derfra ...
Men FØRST ! redigering.
mandag den 14. januar 2013
Fææææærdiiiiiig!
Eller ...næsten.
Eller ... langt fra færdig, der mangler stadig en masse redigering, korrekturlæsning, helhedsbetalæsernes kommentarer, endnu en redigering, men SÅ !!
Her i lørdags blev jeg færdig med første gennemskrivning af min roman Freaks, og jeg var jublende lykkelig. Helt høj faktisk (uden at jeg sådan rigtig ved hvordan det føles) af glæde over at jeg havde gjort det igen.
Denne gang tog det "kun" 8 måneder at skrive en roman. Jeg har været vildt dygtig og har overholdt de fleste af mine deadlines med mine fremragende forfattervenner, som jeg har en søndags-afleveringsaftale med.
Nogle vil mene det er hurtigt, andre langsomt, men for mig er det sgu ret ok, når man kun har et par aftentimer foran pc'en, og i øvrigt mange andre ting at se til.
Jeg tør så slet, slet ikke begynde at regne på præcist hvor mange timer jeg (man) har brugt på sådan en roman. Selv om jeg skulle blive så heldig at nogen vil udgive den, så vil timelønnen være deprimerende lav.
Hvorfor gør man det så? Aften efter aften sidder man og hamrer i tastaturet, nogle gange med glæde, andre gange i frustration, når ordene bare klumper sig sammen og ikke vil flyde.
Hvorfor sætter jeg mig ikke bare hen i sofaen og glor på alskens ligegyldige programmer?
Svaret er sådan set enkelt nok. Jeg elsker det. Uagtet frustrationerne og de følesesmæssige rutsjeture når man fra det ene øjeblik kan gå fra at være genial til at have skabt noget lo**.
Det er i min skrivning at jeg lader op til min hverdag. Mit frirum til at være sammen med personer jeg kan lide (eller ikke, det er ligegyldigt :-)) i et univers jeg har skabt.
Mere privat rum finder man vist ikke. :-)
Men som sagt ... der er stadig masser af arbejde at tage fat på. Der er en del redigering og et par gennemlæsninger mere før jeg sender den ud til nogle familiemedlemmer, der skal komme med deres vurderinger, og derefter et par gennemlæsninger mere og noget redigering, inden jeg ... *ryster* sender mit lille barn ud i verden og ser om andre synes den er lige så genial som jeg. ;-)
I mellemtiden kan vi så (igen) lytte til bogens themesong, som jeg bare har haft kørende i hovedet konstant i den forgangne tid.
Eller ... langt fra færdig, der mangler stadig en masse redigering, korrekturlæsning, helhedsbetalæsernes kommentarer, endnu en redigering, men SÅ !!
Her i lørdags blev jeg færdig med første gennemskrivning af min roman Freaks, og jeg var jublende lykkelig. Helt høj faktisk (uden at jeg sådan rigtig ved hvordan det føles) af glæde over at jeg havde gjort det igen.
Denne gang tog det "kun" 8 måneder at skrive en roman. Jeg har været vildt dygtig og har overholdt de fleste af mine deadlines med mine fremragende forfattervenner, som jeg har en søndags-afleveringsaftale med.
Nogle vil mene det er hurtigt, andre langsomt, men for mig er det sgu ret ok, når man kun har et par aftentimer foran pc'en, og i øvrigt mange andre ting at se til.
Jeg tør så slet, slet ikke begynde at regne på præcist hvor mange timer jeg (man) har brugt på sådan en roman. Selv om jeg skulle blive så heldig at nogen vil udgive den, så vil timelønnen være deprimerende lav.
Hvorfor gør man det så? Aften efter aften sidder man og hamrer i tastaturet, nogle gange med glæde, andre gange i frustration, når ordene bare klumper sig sammen og ikke vil flyde.
Hvorfor sætter jeg mig ikke bare hen i sofaen og glor på alskens ligegyldige programmer?
Svaret er sådan set enkelt nok. Jeg elsker det. Uagtet frustrationerne og de følesesmæssige rutsjeture når man fra det ene øjeblik kan gå fra at være genial til at have skabt noget lo**.
Det er i min skrivning at jeg lader op til min hverdag. Mit frirum til at være sammen med personer jeg kan lide (eller ikke, det er ligegyldigt :-)) i et univers jeg har skabt.
Mere privat rum finder man vist ikke. :-)
Men som sagt ... der er stadig masser af arbejde at tage fat på. Der er en del redigering og et par gennemlæsninger mere før jeg sender den ud til nogle familiemedlemmer, der skal komme med deres vurderinger, og derefter et par gennemlæsninger mere og noget redigering, inden jeg ... *ryster* sender mit lille barn ud i verden og ser om andre synes den er lige så genial som jeg. ;-)
I mellemtiden kan vi så (igen) lytte til bogens themesong, som jeg bare har haft kørende i hovedet konstant i den forgangne tid.
mandag den 7. januar 2013
Målstregskuller
Ved I hvad ...?
Jeg er næsten færdig!
Det er så vildt, at jeg startede i maj 2012, og bliver nok færdig med 1. gennemskrivning her i slutningen af måneden eller starten af februar.
Selvfølgelig kan romaner skrives hurtigere. Især hvis man ikke har arbejde, husrenoveringsprojekt, en femårig, en mand og to marsvin, men at jeg har skrevet 2 romaner på halvandet år, er jeg faktisk ret stolt af.
Hvis jeg altså selv lige skal klappe mig selv på skuldrene. ;-)
Jeg er faktisk midt i slutscenerne, der godt nok kommer til at strække sig over et par kapitler, men ... det er jo lige om lidt. Måske 2 kapitler og en epilog.
Nøøj altså. :-)
Og Freaks har hygget mig. Den har haft det mest aparte persongalleri jeg hidtil har beskæftiget mig med. Den har dejlige personer, lækre, stygge, vattede og ømme ... Nogle som jeg elsker, og andre som jeg hader.
Det sjove med disse personer er, at nogle af dem slet ikke har opført sig som jeg havde ventet. Én som jeg bare troede skulle være en flink biperson, viste sig at være et usædvanligt charmerende røvhul. En anden, som jeg troede skulle være lidt helteagtig til tider, viste sig at blive en vatnisse af rang.
Og sommetider udvikler de sig bare i den retning uden at man er i stand til at få dem på ret køl igen. I hvert fald ikke uden at man føler man øver vold på dem.
Måske kunne man godt gøre det, men på en eller anden måde er det sgu så dejligt, når de udvikler sig af sig selv, og opfører sig anderledes end forventet. Det viser jo noget af magien ved at skrive.
Eller også er det også bare kicket ved at være Gud. Det kan sgu også godt være. ;-)
Jeg er næsten færdig!
Det er så vildt, at jeg startede i maj 2012, og bliver nok færdig med 1. gennemskrivning her i slutningen af måneden eller starten af februar.
Selvfølgelig kan romaner skrives hurtigere. Især hvis man ikke har arbejde, husrenoveringsprojekt, en femårig, en mand og to marsvin, men at jeg har skrevet 2 romaner på halvandet år, er jeg faktisk ret stolt af.
Hvis jeg altså selv lige skal klappe mig selv på skuldrene. ;-)
Jeg er faktisk midt i slutscenerne, der godt nok kommer til at strække sig over et par kapitler, men ... det er jo lige om lidt. Måske 2 kapitler og en epilog.
Nøøj altså. :-)
Og Freaks har hygget mig. Den har haft det mest aparte persongalleri jeg hidtil har beskæftiget mig med. Den har dejlige personer, lækre, stygge, vattede og ømme ... Nogle som jeg elsker, og andre som jeg hader.
Det sjove med disse personer er, at nogle af dem slet ikke har opført sig som jeg havde ventet. Én som jeg bare troede skulle være en flink biperson, viste sig at være et usædvanligt charmerende røvhul. En anden, som jeg troede skulle være lidt helteagtig til tider, viste sig at blive en vatnisse af rang.
Og sommetider udvikler de sig bare i den retning uden at man er i stand til at få dem på ret køl igen. I hvert fald ikke uden at man føler man øver vold på dem.
Måske kunne man godt gøre det, men på en eller anden måde er det sgu så dejligt, når de udvikler sig af sig selv, og opfører sig anderledes end forventet. Det viser jo noget af magien ved at skrive.
Eller også er det også bare kicket ved at være Gud. Det kan sgu også godt være. ;-)
torsdag den 27. december 2012
Status over 2012
Halløj og glædelig juleferie til dem der har. :-)
Vanen tro må det være på sin plads at lave en statusopdatering over året der gik, og jeg har al mulig grund til at være glad.
År 2011 var året, hvor jeg kom i gang med at skrive igen. Jeg vandt en novellekonkurrence med en novelle om stress, et emne, som jeg jo desværre kender ret meget til.
Derudover fik jeg for første gang i 5 eller 6 år afsluttet en roman. En ikke udgivelsesværdig roman, men en ROMAN!
I november 2011 gik jeg i gang med en roman om et gamle Rom, og takket være gode forfattervenner, struktur og ugentlige deadlines lykkes det mig faktisk at skrive en roman færdig på 6 måneder. Det var utroligt imponerende, hvis jeg selv skal sige det. Det er sgu ikke lige den fart jeg skrev med før i tiden.
I Colosseums Sand (eller Tøjelefanten, som den også har heddet undervejs) blev færdig i april måned, og den har nogle ret hæderlige takter. Jeg har fået konstruktiv og positiv feedback fra et forlag, men den kræver en del gennemskrivning, som jeg snart skal have set på.
I maj måned blev jeg også gjort opmærksom på novellekonkurrencen, som Kulturstyrelsen havde udskrevet. Da jeg nu befandt mig i det romerske univers, skrev jeg selvfølgelig en novelle om gladiatorer og Colosseum, og sendte den ind. Stor var min glæde, da den blev nomineret blandt 153 indsendte bidrag.
Endnu større var min glæde, da jeg fik at vide at den var blandt de sidste 5 nominerede, hvor man på Palles Gavebod kunne stemme på den i hele november måned.
Og endnu, endnu større var min glæde, da jeg fik at vide at den endte i top 3. Jeg var dybt benovet og taknmelig.
Til BogForum skete der så det vidunderlige at jeg og Maria Kjær-Madsen endte med en delt førsteplads, og vi derfor begge kunne kalde os prismodtagere af Drengelitteraturprisen. Fantastisk!
Derudover havde forlaget Tellerup opfordret alle deres danske forfattere om at deltage i konkurrencen, da de ville udgive en antologi med alle drengenovellerne. Ad omveje fik jeg tiltusket mig en plads i antologien, og har derfor en udgivelse i 2012. Stor var min glæde.
Efter at have skrevet den, gik planlægningen til min næste roman i gang. Jeg havde fået lyst til at skrive en historie om freakshows og settingen blev lagt til London i det tidlige 1800-tal. Den har jeg så skrevet på siden maj. I oktober/november - da jeg nåede de 200 sider - fandt jeg ud af at jeg fik lyst til at have et lidt anderledes plot end det først planlagte. Derfor måtte jeg omstrukturere, omplotte og med hård hånd slette 50 sider.
Det gjorde ondt, men det var nødvendigt.
I skrivende stund har jeg så netop fintunet de sidste scener og har kun 11 scener tilbage at skrive. 11! Jeg er jo færdig med første gennemskrivning lige om lidt! Det vil sige en roman på 9-10 måneder, som endda er blevet omformet undervejs.
Så det kan godt være at 2012 ikke bragte mig en romanudgivelse, men jeg er skrivende igen! Jeg er produktiv og noget af det må endda være hæderligt. Så jo, jeg er sgu glad og tilfreds.
Nu er der så bare tilbage at sige at jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2013, hvor jeg for mit eget vedkommende håber at jeg får hul på romanudgivelserne igen, og ellers bare er glimtvis lykkelig og glad for livet generelt. :-)
Og søens folk skal selvfølgelig også have en hilsen. ;-)
Kærlig hilsen
Anika
Vanen tro må det være på sin plads at lave en statusopdatering over året der gik, og jeg har al mulig grund til at være glad.
År 2011 var året, hvor jeg kom i gang med at skrive igen. Jeg vandt en novellekonkurrence med en novelle om stress, et emne, som jeg jo desværre kender ret meget til.
Derudover fik jeg for første gang i 5 eller 6 år afsluttet en roman. En ikke udgivelsesværdig roman, men en ROMAN!
I november 2011 gik jeg i gang med en roman om et gamle Rom, og takket være gode forfattervenner, struktur og ugentlige deadlines lykkes det mig faktisk at skrive en roman færdig på 6 måneder. Det var utroligt imponerende, hvis jeg selv skal sige det. Det er sgu ikke lige den fart jeg skrev med før i tiden.
I Colosseums Sand (eller Tøjelefanten, som den også har heddet undervejs) blev færdig i april måned, og den har nogle ret hæderlige takter. Jeg har fået konstruktiv og positiv feedback fra et forlag, men den kræver en del gennemskrivning, som jeg snart skal have set på.
I maj måned blev jeg også gjort opmærksom på novellekonkurrencen, som Kulturstyrelsen havde udskrevet. Da jeg nu befandt mig i det romerske univers, skrev jeg selvfølgelig en novelle om gladiatorer og Colosseum, og sendte den ind. Stor var min glæde, da den blev nomineret blandt 153 indsendte bidrag.
Endnu større var min glæde, da jeg fik at vide at den var blandt de sidste 5 nominerede, hvor man på Palles Gavebod kunne stemme på den i hele november måned.
Og endnu, endnu større var min glæde, da jeg fik at vide at den endte i top 3. Jeg var dybt benovet og taknmelig.
Til BogForum skete der så det vidunderlige at jeg og Maria Kjær-Madsen endte med en delt førsteplads, og vi derfor begge kunne kalde os prismodtagere af Drengelitteraturprisen. Fantastisk!
Derudover havde forlaget Tellerup opfordret alle deres danske forfattere om at deltage i konkurrencen, da de ville udgive en antologi med alle drengenovellerne. Ad omveje fik jeg tiltusket mig en plads i antologien, og har derfor en udgivelse i 2012. Stor var min glæde.
Efter at have skrevet den, gik planlægningen til min næste roman i gang. Jeg havde fået lyst til at skrive en historie om freakshows og settingen blev lagt til London i det tidlige 1800-tal. Den har jeg så skrevet på siden maj. I oktober/november - da jeg nåede de 200 sider - fandt jeg ud af at jeg fik lyst til at have et lidt anderledes plot end det først planlagte. Derfor måtte jeg omstrukturere, omplotte og med hård hånd slette 50 sider.
Det gjorde ondt, men det var nødvendigt.
I skrivende stund har jeg så netop fintunet de sidste scener og har kun 11 scener tilbage at skrive. 11! Jeg er jo færdig med første gennemskrivning lige om lidt! Det vil sige en roman på 9-10 måneder, som endda er blevet omformet undervejs.
Så det kan godt være at 2012 ikke bragte mig en romanudgivelse, men jeg er skrivende igen! Jeg er produktiv og noget af det må endda være hæderligt. Så jo, jeg er sgu glad og tilfreds.
Nu er der så bare tilbage at sige at jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2013, hvor jeg for mit eget vedkommende håber at jeg får hul på romanudgivelserne igen, og ellers bare er glimtvis lykkelig og glad for livet generelt. :-)
Og søens folk skal selvfølgelig også have en hilsen. ;-)
Kærlig hilsen
Anika
mandag den 17. december 2012
At træde vande ...
Tja, jeg har ikke noget at skrive om i dag, så det bliver en kort post. ;-)
Og dog, skulle man ikke som forfatter være i stand til at lade ordene myldre ud af tastaturet, selv når der ikke er noget fornuftigt at skrive om?
Vi kan jo lade det komme an på en prøve. :-) Og i mellemtiden kan jeg jo så fortælle lidt om hvad der sker i forfatterlivet.
Altså at være feteret prismodtager, at stå på en scene badet i rampelys og modtage kontante pengepræmier lyder jo godt og fint, men man jo nok sige at man hurtigt kommer ned på jorden igen. Rampelyset er slukket, man knokler bare videre med romanen, og pengepræmien har gemalen i øvrigt brugt til at hulmursisolere vores gamle beboelige ruin, også kærligt kaldet "landsstedet".
Selv om vi stadig bor væsentligt under den standard vi havde i vores tidligere murermestervilla, vil jeg dog stadig ikke bytte for noget i verden. Her er skæppeskønt.
Nåh, forfatterlivet ...
Jeg skriver stadig på Freaks. Jeg lavede en del ændringer i plottet for nogen tid siden, og det har selvfølgelig kostet en del på fremdriften. Jeg måtte tilbage og redigere, rette historien ind efter det nye - mere velovervejede og forhåbentligt mere vedrørende - plot, gentænke personers personligheder og i det hele taget genfinde tonen i historien.
Det har taget nogen tid, men jeg er ved at lande i London igen, og det hygger mig lige nu faktisk at kigge tilbage og nulre rundt i det gamle.
På det tidspunkt hvor jeg greb fat i den store saks, var jeg lige ved at runde de 200 sider (wordsider), men den store saks var grum. Den klippede godt 50 sider fra, og selv om det selvfølgelig gør lidt ondt med alle de vidunderlige guldkorn, der bare lige bliver kasseret, så er det jo nødvendigt.
I går aftes endte jeg så på side 190, så jeg er næsten up to date med længden.
Hvor lang den så bliver? Tja ... jeg har noteret mig nogle scener, men jeg er endnu ikke helt klar på hvor lange de forskellige scener bliver. Nogle behøver ikke at være andet end et par sider, andre kan godt bruge et helt kapitel, men mon ikke at jeg har mindst 50 - 75 sider endnu, så jeg ender på et manuskript på omkring 250-300 sider.
Nu banker juleferien forhåbentlig snart på døren, og bortset fra de sædvanlige arrangementer, håber jeg at der bliver tid til en hel række af skriveaftner. Derefter kommer årsregnskabet på mit civile arbejde, men hvis ellers vi har planlagt alting godt nok, så slipper jeg måske for den enorme mængde overarbejde, som jeg ellers kan have.
Sååeh ... skal vi satse på februar? Det kunne være lækkert!
Og sådan træder man vande ... ;-)
Og dog, skulle man ikke som forfatter være i stand til at lade ordene myldre ud af tastaturet, selv når der ikke er noget fornuftigt at skrive om?
Vi kan jo lade det komme an på en prøve. :-) Og i mellemtiden kan jeg jo så fortælle lidt om hvad der sker i forfatterlivet.
Altså at være feteret prismodtager, at stå på en scene badet i rampelys og modtage kontante pengepræmier lyder jo godt og fint, men man jo nok sige at man hurtigt kommer ned på jorden igen. Rampelyset er slukket, man knokler bare videre med romanen, og pengepræmien har gemalen i øvrigt brugt til at hulmursisolere vores gamle beboelige ruin, også kærligt kaldet "landsstedet".
Selv om vi stadig bor væsentligt under den standard vi havde i vores tidligere murermestervilla, vil jeg dog stadig ikke bytte for noget i verden. Her er skæppeskønt.
Nåh, forfatterlivet ...
Jeg skriver stadig på Freaks. Jeg lavede en del ændringer i plottet for nogen tid siden, og det har selvfølgelig kostet en del på fremdriften. Jeg måtte tilbage og redigere, rette historien ind efter det nye - mere velovervejede og forhåbentligt mere vedrørende - plot, gentænke personers personligheder og i det hele taget genfinde tonen i historien.
Det har taget nogen tid, men jeg er ved at lande i London igen, og det hygger mig lige nu faktisk at kigge tilbage og nulre rundt i det gamle.
På det tidspunkt hvor jeg greb fat i den store saks, var jeg lige ved at runde de 200 sider (wordsider), men den store saks var grum. Den klippede godt 50 sider fra, og selv om det selvfølgelig gør lidt ondt med alle de vidunderlige guldkorn, der bare lige bliver kasseret, så er det jo nødvendigt.
I går aftes endte jeg så på side 190, så jeg er næsten up to date med længden.
Hvor lang den så bliver? Tja ... jeg har noteret mig nogle scener, men jeg er endnu ikke helt klar på hvor lange de forskellige scener bliver. Nogle behøver ikke at være andet end et par sider, andre kan godt bruge et helt kapitel, men mon ikke at jeg har mindst 50 - 75 sider endnu, så jeg ender på et manuskript på omkring 250-300 sider.
Nu banker juleferien forhåbentlig snart på døren, og bortset fra de sædvanlige arrangementer, håber jeg at der bliver tid til en hel række af skriveaftner. Derefter kommer årsregnskabet på mit civile arbejde, men hvis ellers vi har planlagt alting godt nok, så slipper jeg måske for den enorme mængde overarbejde, som jeg ellers kan have.
Sååeh ... skal vi satse på februar? Det kunne være lækkert!
Og sådan træder man vande ... ;-)
torsdag den 13. december 2012
Themesong til Freaks
Nu tror jeg at jeg fandt den ... altså kendingsmelodien til den roman jeg skriver på nu; Freaks.
Jeg har ellers haft The Doors sang; "People are strange" i tankerne indtil nu, og den passer også delvis, men er for blød og jeg syntes ikke at stemningen har været helt rigtig.
Der er godt nok også mange ting ved denne sang, der ikke helt passer til - altså med hensyn til teksterne, men jeg kan godt lide stemningen i den.
Og passagen her, passer rigtigt godt til:
Så smukt. :-)
Dette må være mit andet forsøg på en themesong ... måske finder jeg den helt rigtige inden romanen bliver færdig. ;-)
Under alle omstændigheder er det sjovt at lede. :-)
Jeg har ellers haft The Doors sang; "People are strange" i tankerne indtil nu, og den passer også delvis, men er for blød og jeg syntes ikke at stemningen har været helt rigtig.
Der er godt nok også mange ting ved denne sang, der ikke helt passer til - altså med hensyn til teksterne, men jeg kan godt lide stemningen i den.
Og passagen her, passer rigtigt godt til:
We paint in black and white
and you are the dirty in between
Monstrosity of nature
A virulent disease
Så smukt. :-)
Dette må være mit andet forsøg på en themesong ... måske finder jeg den helt rigtige inden romanen bliver færdig. ;-)
Under alle omstændigheder er det sjovt at lede. :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)