FFFFÆÆÆÆÆÆÆRRRRDDIIIIIIIIGGGGG

Ja, altså ... næsten ... ;-)

I går aftes satte jeg det (foreløbigt) sidste punktum i min historiske roman om ”min” forunderlige slægt, som jeg har fundet i de støvede historiebøger.
324 A4 sider er romanen på lige nu, men det kan stadig gå begge veje, når først redigeringen kommer i gang.

Men tjuhej for en følelse. Kvinden her har fulgt mig gennem snart ... hold da op! Jeg skulle lige tjekke ... siden juli 2005. Et år og to måneder har det taget mig at skrive første udkast til denne roman. Derfra skal så fratrækkes de tre måneder, hvor jeg koncentreret skrev på MØRKETS MAGTER og den tid der også er gået med at redigere både den og EN MISBRUGSJOURNAL, det projekt, som jeg er ghostwriter på.

Selve researchen til tiden og de hændelser der skete i de dage, hvor min historie foregår, har jeg dog researchet på og læst om i over ti år, så man kan sige at baggrunden sidder fast i rygraden og det ”blot” var min person, jeg skulle have styr på.

Faktisk har jeg brugt mindre tid på denne roman end på Atalanta, men det er der igen ikke noget at sige til. Ganske vist har jeg stadig mit fuldtidsjob som bogholder, men i og med at jeg ingen børn har, er min fritid min egen. Og den må jeg tilstå at jeg har brugt væsentligt mere struktureret end før i tiden.
Hvor jeg før skrev udelukkende som en hobby, er jeg nu meget bevidst om at forfatterskabet er det jeg vil med mit liv. Det er der jeg føler mig hjemme, der hvor jeg kan udfolde alle mine skæve fantasier og spøjse tanker.
At jeg stadig elsker mit job som bogholder kan for nogle virke mærkeligt, da det jo pr. definition har den fordom hængende over sig at det er ”noget med tørre tal”.
Jeg vil ikke komme ind på en lang forklaring om hvad mit job går ud på, men i og med at det er en meget alsidig virksomhed, så er mit arbejde langt fra kun jonglering med tørre tal.
Desuden så giver det en fantastisk modvægt og en god balance mellem min højre og venstre hjernehalvdel.

Hvor vil jeg hen med den lange forklaring? Jo, at jeg vel nu godt kan sige at jeg har to jobs. Mit 37-timers som jeg bliver betalt for og mit forfatter-job, som vel også snart tangerer 37 timer.
Men det gør ikke spor. Jeg elsker det. Ellers gjorde jeg det jo ikke. :-)

Sikke en succesfølelse det giver at afslutte endnu en roman. Den kommende tid vil komme til at gå med at gennemlæse den research om de hændelser der skete i tiden for at se om der er ting jeg har glemt og ting der skal tilføjes. Jeg ved at der skal tilføjes beskrivelser, da det er noget af det jeg ofte glemmer, mens jeg skriver.

Jeg her en fornemmelse af at forfattere – ud over deres mange forskellige måder at gribe det an på – også skriver med forskellige udgangspunkter. Nogle er meget visuelle og SER handlingen udspille sig, som var det en film i deres hoveder. Andre både SER og HØRER hvad der sker, hører dialogen udfolde sig og kan gengive deres personligheders karakters replikker ord for ord. Og jeg er så en af de forfattere, der nærmere FØLER handlingen. Og netop derfor svipser beskrivelserne for mig somme tider, for de er ofte ikke relevante i min verden.

Så ud over indsætning af eventuelle hændelser jeg har glemt, tøj og udseende som skal beskrives er der den almindelige redigering, hvor sætninger skal omformuleres og der skal strammes op.
Der er altså lang vej endnu, men hvor det dog stadig føles godt at være færdig med første udkast. :-)

Mere ævl

Faktisk er der vel slet ikke særligt meget at fortælle, men det skal da ikke forhindre mig i at hælde mere ævl på denne hjemmeside. :-)

Jeg skriver stadig på den historiske. Slutningen nærmer sig med ubønhørlige skridt, og samtidig med at jeg glæder mig til at blive færdig, så er der den sædvanlige modvilje mod at slippe noget, som man har arbejdet med så længe.
Samtidig har jeg svært ved at lade være med at se frem i tiden, hvor de næste skæbner i denne forunderlige familie allerede lokker med deres voldsomme og spændende liv. Men jeg tvinger mig selv til at lade være.
Mon ikke jeg skulle vente med at skrive opfølgeren til en 6-7 bøgers serie, indtil jeg har fundet ud af om der i det hele taget er et forlag, der gider have den første? ;-)

Når først den er ude af vagten til mine betalæsere er der også en del andet jeg vil kaste mig over.
For der første er der den årlige eventyrkonkurrence hos AbZebra. Den har deadline 20. december og vi ved jo af bitter erfaring at den tid har det med at snige sig ind på én. Jeg har en tidligere skrevet novelle, der kun skal udvides en smule for at kunne kvalificere sig og samtidig har jeg en idé, som jeg samlede op i Krakow, Polen, da jeg var der tidligere i år. Så det er det, jeg regner med at kaste mig over, når jeg bliver ledig igen.
For det andet så fik jeg en idé til en socialrealistisk roman for voksne, som jeg egentlig også brænder efter at skrive.
Og for det tredje så har jeg jo de ideer til krimiopfølgeren, som jeg også gerne ville skrive.

Tænk sig ... og jeg der aldrig havde troet at jeg skulle skrive opfølgere, har nu hele to serier i hovedet.
Men det samme gælder for krimien. Måske skulle jeg lige afvente forlagenes dom inden jeg kaster mig ud i de projekter.

Mht. Atalanta, mit lille barn, der blev løsladt tidligere på året, så går det stille og roligt fremad. De tilbagemeldinger jeg får er overvejende positive og jeg kan se at den er udlånt på mange af landets biblioteker, hvilket er dejligt.

I det hele taget er det en forunderlig følelse at vide at folk ude omkring i det danske land er i gang med at læse mine bøger. Somme tider kan man heller ikke lade være med at tænke på, hvad mon de tænker, men sådan er det jo.

Ellers er der lidt stilstand for tiden. Bogbranchen lader op til den store efterårs- og julesæson. Jeg selv forventer at deltage i GB Forlagenes efterårsreception (hvis jeg da bliver inviteret igen. ;-)) og har også et arrangement på AbZebras stand på BogForum, hvor jeg skal signere bøger sammen med nogle af de andre eventyrforfattere.
Desuden skal jeg også mødes med min GB-redaktør derinde, hvilket også er spændende, da vi i hele forløbet kun har truffet hinanden én gang tidligere.
Når man bor så langt ude i provinsen som jeg gør, foregår det meste pr. telefon og mail, så det er næsten som at mødes med pennevenner. :-)

Inden længe skal jeg også mødes med tre andre forfattere. Vi har efterhånden kendt hinanden i årevis, læser hinandens tekster, kommer med ærlig og konstruktiv kritik og bakker i det hele taget hinanden op, når forlagsverdenen er for grum.
Vi har alle prøvet at få afslag på afslag, men også glæden ved at komme igennem nåleøjet. Næsten ... vi mangler lige den sidste, men ham skal vi nok få vippet igennem også. ;-)
Efter årelang korrespondance via e-mails mødtes vi for første gang sidste år. Nu skal vi mødes for anden gang og jeg er spændt på at se dem alle sammen igen.

'notforkølet

Er det ikke bare typisk?
Min sidste sommerferie uge var noget jeg så frem til. En hel uges ferie med ingen andre planer end at skrive på min historiske roman. Og hvad sker der?

Jeg ramler direkte ind i en virus, så jeg med tungt hoved, brændende øjne og tilstoppet næse næsten ikke kan samle mig om romanen.
Det er lidt svært at lægge op til en romantisk scene, mens man selv griber ud efter køkkenrullen for at tørre skærmen af efter endnu et nys. ;-)
Men trods det har jeg alligevel fået skrevet omkring 30 sider på den, hvad jeg – omstændighederne taget i betragtning – egentlig er godt tilfreds med.
At der formentlig skal bruges mere tid på redigering i netop de kapitler, må jeg så tage med.

Jeg er i gang med det første udkast af romanen. Det vil sige at jeg her ikke tager mig så meget af om alle kendsgerninger, beskrivelser og andre detaljer er på plads. Her skal jeg bare føle min person, føle hendes tanker og vide hvordan hun opfører sig. I bund og grund er det jo det der gør gode bøger – at personerne opfører sig realistisk. Ikke nødvendigvis forståeligt, men i hvert fald livagtigt.

Første udkast er vel færdigt om små 50 sider, gætter jeg på. Der mangler ikke så meget af historien, før den når til det punkt hvor jeg vil stoppe den. Det er en anden pudsig ting ved at skrive historiske. Skriver man fx en krimi så er klimakset jo der, hvor hele miseren opklares. En gyser ... der hvor monsteret bliver tilintetgjort. En kærlighedsroman ... hvor de to får hinanden i enden. Men en historisk ...
Hvis ikke lige at personen dør en voldsom død, så er det ikke sikkert at slutningen giver sig selv, og den person jeg har valgt at skrive om har faktisk den frækhed at leve i fred og fordragelighed nogle år. Tsk tsk tsk.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig som et lille barn til at høre hvad mine betalæsere siger til den. Jeg glæder mig til at høre om de mener jeg behersker den historiske genre og om hele den mammut-serie, som jeg drømmer om, skal skrives.
Det håber jeg. Researchmæssigt har jeg – fandt jeg ud af til min store skræk her den anden dag – faktisk arbejdet med tiden i snart 10 år.

Derudover ... Ja, jeg fik endnu en idé til en roman, som jeg brænder efter at skrive. Den hører mere til i den socialrealistiske genre, og jeg tror det kunne være en ret god idé.
De to ideer til min krimihelt Langkjær står også på standby indtil videre og så er der lige ideen til eventyrkonkurrencen ved AbZebra.

Så det er tiden jeg mangler – bestemt ikke inspirationen. :-) Og så er sådan en forkølelse jo ret enerverende.

Så sandt, så sandt!

"Forfatteren ved mindre end læseren tror."

Dette udsagn kan jeg desværre ikke selv prale af at have fundet på, men har læst at Peter Høeg skulle have udtalt de kloge ord i et interview. Og han har ret.

Forfattergerningen er en pudsig ting. Jeg har aldrig selv anset det for at være en ensom proces med mange kvaler og lidelser, men somme tider ...
Ja, det kan være frustrerende. Vi forfattere lever og ånder for de små bitte passager i vores skriveri hvor personerne kommer til live og vandrer gennem deres fiktive liv og for en gangs skyld er tilfredse med det grundlag vi har givet dem.
Og når det sker, så har man som forfatter sjældent nogen indflydelse på deres færden. Somme tider kan man komme til at "skrive sig ind i et hjørne", som en kær kollega en gang har udtrykt det, når personerne opfører sig helt uventet og bringer sig selv ud på "point of no return". Her er det så forfatterens job at få personerne tilbage i folden, så de opfører sig som planlagt. Nogle gange er der simpelthen ikke andet for end at slette et helt kapitel eller afsnit for at komme videre.

Måske er det slet ikke så mærkeligt og mystisk som man går og tror. Måske grunder det hele bare i menneskekendskab. Forfatteren har trods alt skabt en person med både dårlige og gode sider og så fortæller vores underbevidsthed bare hvordan personen kunne reagere.

Personligt hører jeg ikke til de strukturerede forfattere. Jeg kender forfattere, der planlægger deres romaner ned til mindste detalje. Opdeler historien i akter, optegner spændingskurver, laver scenekort og persongallerier. De er usandsynligt bevidste om hver en handling og hver en følelse. De vil i detaljer kunne fortælle dig bevæggrunden for hvorfor deres personer handler som de gør. Om de "ved mindre end læseren tror" ved jeg ærlig talt ikke, men de må i hvert fald være bedre rustet end forfattere som undertegnede.
Når jeg har skrevet en roman kan jeg med overraskelse lytte til betalæsernes kommentarer og høre om de facetter de har fået ud af romanen. Ting som jeg på intet tidspunkt har skænket en tanke.
Og det er ikke fordi jeg er ubevidst genial 90 % af tiden, hvor gerne jeg end ville kunne prale af det. :-) Det skyldes simpelthen bare at det tænker man altså ikke på, mens man skriver.

Jeg kan godt lide at "skrive ud ad landevejen". Min krimi MØRKETS MAGTER er et udmærket eksempel på det. Jeg havde en grundidé, som jeg endnu ikke kan afsløre her, men den var ret vag og bestod faktisk kun af motivet. Resten ... personerne, opklaringen ... jeg havde ingen anelse. Da jeg havde fundet ud af hvem min hovedperson skulle være begyndte jeg bare at skrive ud fra ham og ... ja, så kom resten efterhånden. Ærligt ... før side 100 (den er på 150 i det hele) anede jeg ikke hvem morderen var, og da jeg ikke havde nogen butler med, måtte jeg jo finde en anden. ;-)
Især med en genre som krimier, havde jeg ikke forventet at det kunne lade sig gøre at arbejde på den måde, men ... tilsyneladende lykkedes det. Og i følge betalæserne endda med et udmærket resultat.

En anden pudsig ting ... jeg som forfatter - jeg ved ikke helt hvordan andre har det - ved simpelthen ikke om det er en god bog jeg har skrevet. Det gør jeg virkelig ikke. Nogle gange kan jeg fyldes med en følelse af "det er sgu godt nok det her", og andre gange ... "hvis der er nogen der gider læse det her, er det utroligt." Og det kan sagtens - nej, hvad siger jeg - det sker ALTID for mig. Især når jeg er færdig med en roman går jeg igennem de faser. Det er åbenbart et must.
Faktisk har jeg det stadig på den måde med NYNAZISTEN og også ATALANTA.
Om det er noget jeg "vokser" fra i min forfatterkarriere ved jeg ikke.

Ikke kun selve skriveprocessen er en kilde til undre for ikke-forfattere. Også det praktiske omkring udgivelse/bibliotekerne/anmeldere/lektørudtalelser har de af gode grunde intet kendskab til.
Hvis man er en kendt og dygtig forfatter er man formentlig mere sikker på at ens næste bøger bliver udgivet, men jeg har svært ved at forklare folk at jeg simpelthen ikke aner OM mine næste bøger bliver udgivet. Og da slet ikke hvornår.
Alene skriveprocessen - når man som jeg har fuldtidsarbejde ved siden af - tager ufatteligt lang tid. Dernæst kommer bedømmelsesperioden ved forlagene, der er på minimum tre måneder, og skal man endda gennem flere forlag, fordi de første afslår .... ja, så kan man rent faktisk kun sende en roman ud til max. 4 forlag om året.
Og HVIS de kommer med den fantastiske udmelding at de vil udgive ens manuskript, så går der hurtigt omkring et år med redigering, planlægning, forsideillustration, korrekturlæsning etc. etc. før den rent faktisk kommer på gaden.

Men hvor skulle almindelige læsere også vide det fra? Selv for mig, der nu har haft 3 trykte udgivelser og 2 netpubliceringer er bogmarkedets verden stadig et mysterium for mig.

Efterårets komme

Fra den ene yderlighed til den anden. Først var der så varmt at man ikke kunne holde det ud, og nu rusker og regner det, som var det efterår. Er det ikke skønt? :-) Her de sidste aftener var jeg endda lige ved at tænde op i brændeovnen, hvad der dog indbragte mig en let hovedrysten fra min mand. Men det er nu dejligt at blive kølet lidt ned igen.

Det er som om det er lidt nemmere at koncentrere sig, når man ikke gisper af varme. Jeg har fået skrevet mere på min historiske roman, som nu nærmer sig de 260 sider i uredigeret udgave. Og så mangler jeg stadig en lille femtedel før den er færdig med første udkast. Så skal den gennemlæses, jeg skal have indsat nogle detaljer hist og her, som jeg i første omgang har udeladt for ikke at tage fokus fra min hovedperson.
Hun er en strigle – hende, min hovedperson ;-) – så det har krævet lidt at følge hendes tankegang, og så har jeg nok en tendens til at fokusere for meget på hende og glemme at læsere til en historisk roman formentlig gerne ønsker at vide lidt om de ting der var omkring hende. Alt det skal jeg have sat ind ... og så er der så som man plejer at gøre ... stadig stramning og fjernelse af 10% når man er færdig.

I hvert fald glæder jeg mig til at se det færdige resultat. Nusse lidt om det og så sende det ud til betalæserne for at høre hvad de mener. Jeg håber, det falder i deres smag, for som jeg har udøst over disse sider, så håber jeg jo på at kunne få lov til at skrive en hel serie om denne slægt. Den er så speciel og så lidt kendt at de sagtens kunne tåle noget eksponering. :-)

I dag har jeg også fået det første afslag til EN MISBRUGSJOURNAL. Den roman, som Kenny Hawk skrev og som jeg har været litterær fødselshjælper på. Det bekymrer mig nu ikke. Jeg er overbevist om at den nok skal blive udgivet. Budskabet i den er væsentlig og fortjener at blive udbredt. Så ... op og af sted lille manuskript. Jeg har her til aften allerede kontakt til et nyt forlag, som forhåbentlig viser sig at være interesseret.

Krimikonkurrencen er der heller ikke noget nyt fra, men modet synker hos undertegnede. Det blev nok ikke mig, der rendte af med sejren, da jeg gætter på at vinderen nok har fået besked på nuværende tidspunkt. Damn den må have været god, den anden. ;-)
Når vinderen bliver afsløret og jeg igen får ”frigivet” romanen, vil jeg høre andre forlag om de kunne være interesseret. Som jeg fortalte sidst har jeg allerede to opfølgningsideer til MØRKETS MAGTER og glæder mig allerede til at skrive dem. Lige nu er de dog lagt til side til fordel for den historiske, som jeg VIL have færdig i år.

Der er så også lige årets eventyrkonkurrence hos AbZebra, der har deadline i december. Jeg samlede en idé op, da jeg var i Krakow, Polen i maj, og den vil jeg gerne have skrevet som et eventyr. Nåh, det må blive senere.

Og mht. ATALANTA, mit ”lille” barn, der nu har været på egne ben siden juni i år, går det også godt. Salget skrider stille og roligt fremad. Læsermeningerne der kommer tilbage til mig er overvejende positive, hvad der selvfølgelig glæder mig utrolig meget. Jeg håber i hvert fald, at jeg formår at underholde folk i den tid det tager at pløje sig igennem 510 sider. Og så skulle det selvfølgelig ikke FØLES som 510 sider. ;-)
Den nyeste anmeldelse kommer fra en læser og er lagt ud på saxo.dk. En fantastisk anmeldelse som kan læses uforkortet her.
Den kan jeg altså leve højt på længe ... Dan Brownske dimensioner ... Potentiale til storfilmatisering ... Peter Jackson, read Anika Eibe’s Atalanta please! ... Charmerende tidløst sprog.
Uhja, sådan noget får altså armene op over hovedet skal jeg lige hilse og sige. :-)

Nu varer det så heller ikke så længe inden den store bogmesse i Forum. Planlægningen er allerede i gang med forlagene, og indtil videre ved jeg at jeg skal signere bøger ved AbZebras stand og formentlig også tusle omkring GB's stand. Altsammen lørdag d. 18. november 2006. Så det kan jo være vi ses. :-)

Spændingen udløses

En sten er faldet fra mit bryst. Og ja, jeg er nok klar over at det var en kliche af rang og som forfattere skal undgå, men ikke desto mindre er det sådan at det føles. :-)

Den første anmeldelse af ATALANTA blev trykt i dag. Atten dage efter udgivelsesdatoen. Det har været lange atten dage, skal jeg hilse og sige. I al den tid har jeg været meget i tvivl om romanens kvaliteter. Det bliver jeg altså. Selvfølgelig bør jeg være frygtelig selvtilfreds og have selvtilliden i orden, men man er altså stadig i tvivl om hvad den bredere befolkning siger til den.

Især fordi jeg uofficielt har hørt rygter om en negativ anmeldelse, der kommer i nær fremtid, hvad der gjorde mig ret modløs. Ja, jeg tilstår. Jeg er ikke nået så langt i mit forfattervirke at jeg bilder mig selv ind, at jeg ved hvad læserne og den finlitterære avantgarde vil kunne lide. Og endnu mindre at jeg er i stand til at skrive det. Og af samme grund har jeg været MEGET nysgerrig på anmeldelserne.

I dag købte jeg så Politiken, og ... ingen mindre end selveste Steffen Larsen har skrevet et fantastisk stykke om Atalanta. Skriver at mit sprog ”spadserer kækt af sted uden at tabe tråden” og at ”handlingen flyder af sted som sød honning i sit oldgræske interiør”.
Den uforkortede anmeldelse kan læses her.

Jeg kan da slet ikke få armene ned igen. :-) Naturligvis kan der stadig komme negative anmeldelser, for slet ikke at tale om lektørudtalelsen, som jeg stadig har til gode, men nu har jeg i det mindste fået en ovenud positiv anmeldelse i en avis som Politiken. Det er altså meget værd.

Rygter om yderligere anmeldelser har nået mine ører, så dem må jeg afvente med stoisk ro. Mere om dem i de kommende artikler.

Og når jeg nu er færdig med at sludre om dagens begivenhed, kan jeg som vanligt fortælle om mine projekter.
Nu er det ikke så lang tid siden at jeg skrev sidst, så der er nok ikke så meget at fortælle.

Ikke andet end at jeg nu er godt i gang med min historiske roman igen. Jeg er ganske vist ikke nyskabende lige i øjeblikket, men er i færd med at genlæse og redigere, men smagen, historien og personerne er ved at kravle ind under huden på mig igen. Og jeg glæder mig til at følges med min kære hovedperson, der som vanligt skal så grueligt meget igennem.

Men sådan er det jo. Ville vi læse bøger, hvis ikke personerne skulle så grueligt meget igennem?

In between books

Som overskriften antyder er jeg lige nu i et slags vacuum. Ganske vist har den kun varet få dage, men det er alligevel træls.

I starten af sidste uge blev EN MISBRUGSJOURNAL indsendt til sit første forlag. Som jeg har fortalt tidligere her på siden er det det projekt, hvor jeg har været ghostwriter for Kenny Hawk. Jeg er spændt på at se hvordan forlagene modtager denne bog, som er meget rå, tankevækkende og hudløst ærlig. Nu er der så ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og afvente forlagenes dom.

Det samme gør sig gældende med MØRKETS MAGTER. Mit bidrag til krimikonkurrencen ved Husets Forlag i Århus. Deadlinen var her d. 1. juni, så her er der heller ikke andet at gøre end at vente og se. Hvornår vinderen bliver offentliggjort fremgår ikke rigtigt af deres hjemmeside, men jeg vil gå de næste måneder og være spændt. Så meget er da sikkert. :-) Men som sagt ... her kan man også kun afvente og se hvad der sker.

Det samme gør sig gældende med min nyeste udgivelse ATALANTA. Indtil videre har der ikke været anmeldelser af den, og selv om jeg ved at der er nogen på vej, så er jeg stadig nervøs. Hvad vil de sige? Vil de overhovedet sige noget?
På NYNAZISTEN var jeg så heldig at der kom anmeldelser på selve udgivelsesdatoen, så derfor har jeg nok været lidt forvænt. Og det har så gjort at den seneste tid har været hård. Hver dag har jeg undersøgt avisernes netudgaver for at søge efter anmeldelser eller omtale, men indtil videre har der ikke været meget. Jeg er nok uretfærdig. Anmelderne har ikke haft bogen ret længe og det er jo en tyk bog, så det er kun naturligt at det tager lidt længere.
Som sagt har jeg nu også fundet ud af, at der snart kommer en på mit foretrukne websted, Fyldepennen. En i Fyens Stifttidende om en uges tid og så er der også lektørudtalelsen, som jo kan betyde meget for salget til bibliotekerne.

Men læserreaktionerne indtil videre har været positive. Mange bekendte og kollegaer er allerede i gang, eller er allerede færdige og har mange positive tilkendegivelser. Den lokale boghandler kunne allerede melde udsolgt, og ventede - sidst jeg talte med ham - på en efterlevering fra forlaget. Jeg ved godt at de givetvis ikke har taget hundredevis eksemplarer hjem, men det er meget glædeligt at høre.

Men i min narcissistiske søgen på nettet er jeg så stødt på nogle andre "sjove" ting. Faktisk nogle omtaler, som jeg er meget stolt af.

Den første er en omtale i en årbog fra 2005 for dansk børne- & ungdomslitteratur. Her er der blevet skrevet en artikel om de historiske islæt i nyudgiven børne/ungdomslitteratur. Det var morsomt at se sig selv blive sammenlignet med forfattere som Hjørdis Warmer og Gerd Rindel. Virkeligt tunge "drenge" i den forbindelse. Og selv om de naturligvis er mest begejstret for de to erfarne erfattere, er jeg alligevel stolt over at være med i en årbog, der "anmelder og analyserer tidens væsentligste børnelitterære forfatter- og illustratorskaber". Uddrag kan læses her.
Det er altid morsomt at blive kaldt "væsentlig". :-)

Derudover fandt jeg en årbog fra "Det Internationale Børne/Ungdoms Bibliotek" i München, Tyskland. Denne årbog bliver skabt af tyske "Lektoren", der "udvælger internationale udgivelser, som de finder specielt bemærkelsesværdige og som fortjener en større opmærksomhed på grund af deres universelle tema".
Sejt! For nu at bruge det udtryk. :-). Omtale kan læses her.

Men nu - hvor både EN MISBRUGSJOURNAL og MØRKETS MAGTER - er ved at blive vejet, bedømt og vurderet, så har jeg igen kastet mig over min historiske. Netop nu er jeg i gang med redigere og genlæse fra starten af, så jeg for det første kan komme i den rette stemning igen, og for det andet kan få indsat de ting jeg har savnet undervejs. Allerede nu er den på 229 sider og jeg skal have tilføjet en masse småting. Men samtidig ved jeg også at der bliver skrællet en masse af, når jeg når til den endelige redigering.
Alt i alt vil jeg skyde på at den bliver på en 300-350 sider, når den er færdig, og jeg håber at kunne være færdig med et indsendelsesværdigt resultat i løbet af efteråret. Men nu må vi se. Når man har fuldtidsarbejde ved siden af forfatterskabet, så har man ikke ubegrænset tid til rådighed, og så kan der hurtigt komme noget i vejen.