Themesong på "Heksejagt" & deadlines

And we're off ...

Sceneoversigten er lagt, personerne født, startpistolen er affyret og nu er løbet sat i gang. Hesten er drønet ud af startboksen og har allerede lagt både en prolog og kapitel 1 bag sig.

Og så er det jo bare at fortsætte. ;-) Jeg har noteret mig omkring halvtreds scener til denne bog, som står i min foreløbige sceneoversigt. Det kan nå at ændre sig mange gange, for det at skrive en roman er en levende proces, og når personerne fordrer øget fokus på visse ting, må man jo indrette sig derefter.
Nu er Heksejagt som sagt en skildring af virkelige begivenheder, så denne gang må jeg holde dem i stramme tøjler. Det kan ikke nytte noget at de falder for meget ud af deres skitserede rammer, når nu de død og pine skal gennemleve visse begivenheder. Men derfor kan scenerne sagtens skulle ændres.

Jeg frygter stadig det religiøse vanvid, som jeg skal have ind under huden i denne roman. Det ligger mig ret fjernt, men som en veninde sagde forleden, så er vanvid vel vanvid, og det har jeg jo beskrevet før. :-)

Jeg er stadig del af et fremragende forfattersamarbejde, hvor vi hver søndag skal aflevere som minimum et kapitel eller noget andet skriverelateret, og det hjælper heeelt enormt. Den der manglende motivation når man sidder og kigger på et eller andet ligegyldigt onlinespil på nettet kontra ens roman, får altså et godt los med sporerne (for nu at holde mig i hestejargonen), når man ved at man skal aflevere noget. Ingen er jo interesseret i at sidde tilbage med Skammens Hat. ;-)

Som det efterhånden er blevet sædvane, skal der et lydspor til denne roman. Jeg har endnu ikke fundet den rette "themesong" til denne, og jeg er jo heller ikke nået så langt ind i den, at jeg har fundet den rigtige "smag", men I skal da ikke snydes for denne sang.

Denne sang er egentlig årsagen til at jeg overhovedet endte i den periode, som jeg skriver om. Ikke at min bog kommer til at handle om Heinrich Kramer eller Malleus Maleficarum, som sangen her gør, men inspirationen kom helt klart herfra.

Så er jeg vist klar ...

Eller ... måske, i det mindste. :-)

Nu kan jeg jo lige så godt bruge tiden på at fable lidt om, hvordan jeg begynder sådan en roman.

I dette tilfælde bliver det en roman, der er baseret på en virkelig hændelse.
Freaks, som netop nu simrer i sit eget fedt og bliver vurderet af fagekspertisen, var en historisk roman med fiktive personer. Her havde jeg helt frie hænder omkring hændelsesforløb osv, så her var det kun historiske fakta og selvfølgelig - og ikke mindst - det daværende menneskes tankemønster.
Man kan jo ikke bare skrive en historie fra 1800 tallet, og give sine karakterer nutidige tanker, holdninger og reaktioner. Det er vigtigt at de er tro mod perioden og de udgangspunkter, de nu havde dengang.

Det var skønt at kunne skrive en fiktiv historisk roman, netop på grund af de frie hænder, men ofte er det historiske virkelige begivenheder, der fanger mig.
Og også denne gang. Jeg surfede lidt rundt på Historienets hjemmeside og faldt så over en historie fra 1600 tallet, som jeg ikke kunne lade ligge. Den hjemsøgte mig i drømme og tanker, og jeg blev klar over at jeg ikke kunne ignorere den.

Så må det jo være sådan. ;-)

Heksejagt kommer til at udspille sig over en virkelig begivenhedsrække, på godt og ondt og på trods af det af og til ulogiske hændelsesforløb. Så her er der - udover researchen - nogle helt andre ting, der spiller ind. Mine fiktive karakterer skal holdes i meget kort snor, for her kan de ikke få lov til at udfolde sig, som de selv har lyst. (Det er nu ellers ret vidunderligt. :-)).
Jeg bliver nødt til at sørge for at det menneske, jeg "bygger" i starten, rent menneskeligt og logisk er i stand til at udføre de ting, som hændelsesrækken pålægger mig.
Det alene er en udfordring, men den er jeg nu ikke nervøs for. Det har jeg gjort før, både i Atalanta og i Dronning af blod.

Researchen er jeg heller ikke bekymret for. I modsætning til både Atalanta og Dronning af blod, hvor jeg researchede ALT hvad jeg overhovedet kunne komme i nærheden af, har jeg nu lært at begrænse mig.
Man kan ikke vide alt om en given tidsperiode, og man må jo heller ikke blære sig med al den nørdviden man får skrabet sammen, så derfor researcher jeg efterhånden som jeg står med problemerne.
Rent smagsmæssigt sørger jeg for at læse en masse bøger og hvis muligt se film og TV-serier, der omhandler samme tidsepoke, så jeg får smagen af tidsepoken ind. Alle tidsepoker er jo blevet filmatiseret, og de fleste har en mening om dem, så hvad nytter det at jeg springer langt væk fra det? Jeg kan jo være nok så korrekt, hvis den almindelige mening er en anden, så vil jeg jo ramme forkert og "irritere" læseren.

DET jeg kunne blive bekymret for, er den religiøse ensporethed og det vanvid der opstår i kølvandet her. Om jeg bliver i stand til at sætte mig ordentligt ind i det.
Jeg har lidt problemer med religioner i det hele taget, så dette bliver en udfordring for mig. Det er helt sikkert.

På den anden side ... det ER sgu da fantastisk at man som forfatter kan få lov til at "opleve" og "sanse" andre mennesker fra alskens tidsaldre, gøre dem levende og troværdige (forhåbentligt).

Nåh, så kan jeg vist ikke trække den længere. Baggrunden for historien er aflejret, personerne er placeret på skakbrættet, sceneoversigten er skrevet og vægtet ud fra de forskellige synsvinkler.

Så er det vist bare at komme i gang og skrive de næste 200-250 sider, og se om det lykkedes mig. :-)

Ønsk mig held og lykke!

In between novels ...

Så er jeg her. I limbo. Svævende mellem to romaner, mellem to tidsrum og tidsaldre ...

På sin vis er det en dejlig følelse, man føler tilfredsstillelse over at have færdiggjort det store arbejde, som en roman jo er, og på samme tid føler jeg mig ofte rastløs og urolig.

Det er jo selvfølgelig også fordi man går i spænding om forlagets dom, men det er også det der med at man ikke er opslugt af en historie.

I det mindste har jeg nu fundet min næste historie. Den lå lige og ventede, da jeg ved et tilfælde læste en interessant artikel på nettet (Historienet.dk hvor ellers? :-)), og jeg tænkte at den måtte jeg bare skrive.

Så min næste bog vil være bygget over en virkelig historie, fremfor Freaks, der jo var helt fiktiv. På den ene side irriterer det mig lidt, for jeg kan virkelig godt lide den frihed som en fiktiv historisk roman giver, på den anden side så kan jeg også godt lide den halvdokumentariske linje, og ikke mindst muligheden for at sætte sig ind i de personers tanker og bevæggrunde.

Jeg skal i gang med en sceneoversigt nu her, og har bestilt en tons bøger hjem fra biblioteket, der omhandler perioden og emnet, som jeg jo sagtens kan afsløre. Den kommer til at handle om hekse i 1600 tallet.

Arbejdstitlen vil være ... øhh ... skal vi kalde den Heksejagt, indtil noget bedre dukker op.

Og hvis I så vil have mig undskyldt, så har jeg noget modbydelig læsning, jeg skal dykke ned i. :-)

Sandhedens time ...

Ak ja, så er sandhedens time kommet et skridt nærmere.
Mit lille, skrøbelige barn ... Min lille roman om mine vanskabninger er nu helt færdig, og sendt til forlaget.

Så må jeg bare gå i neglebidende, nervepirrende angst indtil jeg hører noget. :-)

Faktisk havde jeg slet ikke troet at jeg kunne blive færdig, men tænk sig ... datteren tog på en playdate og manden var heller ikke hjemme.
Så stod jeg der. Kiggede skiftevis på vasketøjsbunken og pc'en, og tænkte ... aaah, en kop the, og SÅ i gang med vasketøjet. Og inden jeg fik set mig om, fik jeg gennemlæst, redigeret, ændret og gjort ved, og så var den pludselig så færdig, så jeg ville være bekendt at sende den ud.

Og hvad så nu?

Tja ... der er jo en milliard historier at give sig i kast med, men hvilken skal man vælge? Jeg har jo også Colosseum, som trænger til en gedigen kærlig hånd.
Jeg elsker historien om min lille slavedreng Cassian, men jeg havde fået viklet alt for meget rod ind i plottet, så jeg trænger til at se på romanen med friske øjne og revurdere plottet. Det trænger den virkelig til.

Så lige nu går jeg i forfatternes limbo, mellem to historier, hvor alle ideer er gangbare og kan få frit spil til at blive lagret og modnes i den plads i min hjerne, der er forbeholdt den slags. :-)

Dødsyg mandag ... og så alligevel

Har I lagt mærke til at det er mandag? Og ikke bare en mandag, men en skide kold én af slagsen? Det piver, suser, fyger og gør ved, men nu, hvor jeg sidder her foran brændeovnen er det jo alligevel meget hyggeligt. :-)

Og herregud, når man så har fri en mandag for at køre til bandagist og få at vide at man har nedsunkne forfødder og skal til at gå med ortopædiske skoindlæg .... nåhja ... man er vist blevet gammel. ;-)

Hvad der er langt mere interessant er at redigeringen af Freaks skrider fremad. Her i weekenden fik jeg taget et godt hug på 70 sider, hvor jeg først har gennemlæst en scene, og derefter minutiøst har gennemgået mine fremragende betalæseres kommentarer. Deres slå/stavefejl har jeg rettet efterhånden som jeg fik betalæsning, men jeg har vurderet på deres reaktioner og følelser undervejs.

Det er nemlig det, der er så fantastisk ved løbende betalæsning. I starten var jeg ellers imod det, og alle skrivebøger siger da også at man skal skrive første udkast med "døren lukket".
Og det kan der også være noget om. Man skal være uhyre varsom med, hvem man lukker ind når det kommer til det følsomme førsteudkast. Det skal være folk, der forstår at fortælle kritik på en god måde, og så gør det nok heller ikke noget, hvis det er folk, der tænker lidt ad samme kringlede veje som én selv.

Men når man har fundet dem - og jeg er dybt taknemlig over mine fantastiske betalæservenner - så er løbende feedback helt uvurderlig. På den måde kan man hele tiden greje læserens følelser og tanker undervejs. Hvad tænker de? Reagerer de hensigtsmæssigt på visse afsnit? Får man dem fanget her, eller skøjter de henover?
Vi har et "sindrigt" farvesystem, der afslører den slags, og det er guld værd.

Nåh ... under alle omstændigheder er de første 70 sider redigeret, og i morgen skulle jeg være fri til at tage en bid mere. Så ryger den ud til et par familiemedlemmer, der kommer med deres helhedsindtryk efter en sammenhængende læsning.
Derpå skal den lige gennemlæses og redigeres én gang til, og SÅ ...

Sandhedens time ...

Spændende, dybt frustrerende, nervepirrende, neglebidende og vel en smule masochistisk ...

Så er det tid til at forlaget skal se på den, og så må vi se derfra ...

Men FØRST ! redigering.

Fææææærdiiiiiig!

Eller ...næsten.
Eller ... langt fra færdig, der mangler stadig en masse redigering, korrekturlæsning, helhedsbetalæsernes kommentarer, endnu en redigering, men SÅ !!

Her i lørdags blev jeg færdig med første gennemskrivning af min roman Freaks, og jeg var jublende lykkelig. Helt høj faktisk (uden at jeg sådan rigtig ved hvordan det føles) af glæde over at jeg havde gjort det igen.

Denne gang tog det "kun" 8  måneder at skrive en roman. Jeg har været vildt dygtig og har overholdt de fleste af mine deadlines med mine fremragende forfattervenner, som jeg har en søndags-afleveringsaftale med.
Nogle vil mene det er hurtigt, andre langsomt, men for mig er det sgu ret ok, når man kun har et par aftentimer foran pc'en, og i øvrigt mange andre ting at se til.

Jeg tør så slet, slet ikke begynde at regne på præcist hvor mange timer jeg (man) har brugt på sådan en roman. Selv om jeg skulle blive så heldig at nogen vil udgive den, så vil timelønnen være deprimerende lav.

Hvorfor gør man det så? Aften efter aften sidder man og hamrer i tastaturet, nogle gange med glæde, andre gange i frustration, når ordene bare klumper sig sammen og ikke vil flyde.
Hvorfor sætter jeg mig ikke bare hen i sofaen og glor på alskens ligegyldige programmer?

Svaret er sådan set enkelt nok. Jeg elsker det. Uagtet frustrationerne og de følesesmæssige rutsjeture når man fra det ene øjeblik kan gå fra at være genial til at have skabt noget lo**.
Det er i min skrivning at jeg lader op til min hverdag. Mit frirum til at være sammen med personer jeg kan lide (eller ikke, det er ligegyldigt :-)) i et univers jeg har skabt.
Mere privat rum finder man vist ikke. :-)

Men som sagt ... der er stadig masser af arbejde at tage fat på. Der er en del redigering og et par gennemlæsninger mere før jeg sender den ud til nogle familiemedlemmer, der skal komme med deres vurderinger, og derefter et par gennemlæsninger mere og noget redigering, inden jeg ... *ryster* sender mit lille barn ud i verden og ser om andre synes den er lige så genial som jeg. ;-)

I mellemtiden kan vi så (igen) lytte til bogens themesong, som jeg bare har haft kørende i hovedet konstant i den forgangne tid.

Målstregskuller

Ved I hvad ...?

Jeg er næsten færdig!

Det er så vildt, at jeg startede i maj 2012, og bliver nok færdig med 1. gennemskrivning her i slutningen af måneden eller starten af februar.
Selvfølgelig kan romaner skrives hurtigere. Især hvis man ikke har arbejde, husrenoveringsprojekt, en femårig, en mand og to marsvin, men at jeg har skrevet 2 romaner på halvandet år, er jeg faktisk ret stolt af.
Hvis jeg altså selv lige skal klappe mig selv på skuldrene. ;-)

Jeg er faktisk midt i slutscenerne, der godt nok kommer til at strække sig over et par kapitler, men ... det er jo lige om lidt. Måske 2 kapitler og en epilog.
Nøøj altså. :-)

Og Freaks har hygget mig. Den har haft det mest aparte persongalleri jeg hidtil har beskæftiget mig med. Den har dejlige personer, lækre, stygge, vattede og ømme ... Nogle som jeg elsker, og andre som jeg hader.

Det sjove med disse personer er, at nogle af dem slet ikke har opført sig som jeg havde ventet. Én som jeg bare troede skulle være en flink biperson, viste sig at være et usædvanligt charmerende røvhul. En anden, som jeg troede skulle være lidt helteagtig til tider, viste sig at blive en vatnisse af rang.
Og sommetider udvikler de sig bare i den retning uden at man er i stand til at få dem på ret køl igen. I hvert fald ikke uden at man føler man øver vold på dem.
Måske kunne man godt gøre det, men på en eller anden måde er det sgu så dejligt, når de udvikler sig af sig selv, og opfører sig anderledes end forventet. Det viser jo noget af magien ved at skrive.
Eller også er det også bare kicket ved at være Gud. Det kan sgu også godt være. ;-)