Jaaaaahhh .... En afslagsrytters bekendelser - Del 5

Alt i forbindelse med Nynazisten var både fedt og fantastisk og lærerigt. 

Redigeringsarbejdet var så utroligt lærerigt, for jeg havde fået en gammel, garvet redaktør, som strengt men bestemt lærte mig udtrykket 'præcision i udtrykket' og som i øvrigt spurgte mig om jeg aldrig havde lært at sætte kommaer, for de var som smidt ind med en møggreb. :-)

Hvad kan jeg sige, vores dansklærer var på barsel konstant mens vi havde hende. ;-)

At få kreeret forsiden, at blive udgivet, at blive inviteret ind i Dansk Forfatterforenings sagnomspundne lokaler til debutantaftner, at få anmeldelser ... 
Alt var så stort, så imponerende og så overvældende.

Jeg rendte rundt i og på en lyserød sky, mens jeg gennemgik hele processen. Og det var en god proces. Især også fordi Nynazisten blev modtaget ganske pænt. Især af en ungdomsbog af en debutant og endda en socialrealistisk i en tid, hvor det ikke ligefrem var på mode.
Den blev solgt som klassesæt, blev brugt til undervisning, blev anmeldt i flere store medier og ja ... solgte faktisk okay.

Hø ... det pudsige er at når man står der som forfatterspire så har man INGEN anelse om hvilke penge vi egentlig taler om. I hvert fald ikke dengang hvor den slags oplysninger blev holdt noget tættere til kroppen end nu.
Men lad mig bare afsløre at jeg så langt fra fik det, jeg havde håbet på, selv om det var kontraktlige betingelser. Jeg kunne i hvert fald ikke sige mit job op. ;-)

Nåh, men man skal jo ikke hvile på laurbærrene og derfor var jeg også i fuld gang med en roman som jeg kaldte Fuck det! Også en socialrealistisk roman om en ung pige, der finder sig en meget skidt fyr. Han trækker hende med sig i en nedadgående spiral, hvor der virkelig ikke er meget håb, indtil den dramatiske kulmination.

Jeg syntes den var god. Det gør jeg faktisk stadigvæk - som jeg husker den i hvert fald. 

Og jeg var sikker på at Branner & Korch ville udgive den også. Selvfølgelig ville de det! Jeg var jo i stald! Nu var jeg jo udgivet forfatter og nu ville alt flaske sig.
Vejen lå åben for mig og nu kunne det KUN gå fremad - eller skulle jeg nærmere sige at jeg kunne hoppe fra den ene lyserøde sky til den anden indtil jeg blev millionær. ;-)

Nåh? Tror I at det var sådan det gik? ;-)

[fortsættes]

Nej, nej og ... ja? - en afslagsrytters bekendelser - del 4

[fortsat]

Samtidig med at jeg måtte se i øjnene at mit manuskript En skønne dag måtte lide skuffedøden sammen med Gyserklubben, var jeg kommet godt i gang med min tredje roman; Nynazisten.

Der skete det - her på Langeland, hvor jeg stadig bor - at vi fik glæde af en en nynazistisk fraktion af Blood & Honour, som slog sig ned her på øen.

Det vakte selvfølgelig stor furore i det lille samfund, men hvad der var endnu mere skræmmende var at se almindelige unge mænd blive suget ind i deres fællesskab. Unge mænd som også havde været perifert i min omgangskreds. Og det fik jeg lyst til at skrive om.

Og det gjorde jeg så. Jeg skrev en socialrealistisk ungdomsroman ved navn Nynazisten, som handlede om en ung, usikker fyr, der ganske ubemærket bliver mere og mere racistisk og bliver suget ind i nynazismen fordi han begynder at hænge ud med en lidt ældre fyr.

Jeg var faktisk okay tilfreds med resultatet. Jeg syntes ikke at have set bøger lige med det emne i omløb og tænkte at det da måske godt kunne bruges. Jeg syntes flowet var godt med en fornuftig spændingskurve og var alt i alt glad for den.

Da jeg var færdig med den (det her er tilbage i år 2002) sendte jeg den af sted. Jeg ventede, ventede og ventede, og så kom manuskriptet tilbage til mig. Med et standardafslag!

Jeg var sønderknust. Gyserklubben havde stort set givet mig konsulentudtalelser hver gang men En skønne dag og nu også Nynazisten var det kun standardafslag. 
Var den virkelig så ringe?
Var det bare mig, der var heldig med mit første manuskript, og at jeg i modsætning til alle de gode skrivetips jeg havde læst, ikke blev bedre med hver roman, men faktisk værre?

Jeg sendte den afsted - allerede dagen efter - og igen satte jeg mig til at vente. Og igen kom der et afslag. Standard-afslag. Ingen konsulentudtalelse.

Jeg blev mere og mere modløs. Var den virkelig så meget ringere? Jeg syntes da at jeg havde udviklet mig siden første manuskript, men det var måske ikke til det bedre?

Tredje forlag vurderede den og sagde også nej tak. Med et standardafslag.

Nu begyndte det at gøre virkelig ondt. Måske var Gyserklubben bare nybegynderens held? Måske havde jeg slet ikke nogen evne udi det, som jeg troede skulle være mig resten af mit liv? Måske spildte jeg bare min tid?

Alligevel forsøgte jeg at komme i tanke om min tidligere plan. Adskil forfatter og forlagsdelen fra hinanden. Skriv en roman mere og lad så Nynazisten leve sit liv. Jeg sagde til mig selv at jeg ville give den 10 forlags-forsøg og så ville jeg skrinlægge den og glemme at den overhovedet havde eksisteret.

Men så kom den. Konsulentudtalelsen!
Åh lykke!! Så var den måske helt så håbløs alligevel?

Det var forlaget Branner & Korch (nu hedengangent), der havde haft Nynazisten og returnerede den med et afslag og en konsulentudtalelse, der bl.a. skrev:

"velfortalt historie"
"Sproget er direkte og solidt, letløbende og solidarisk med den sort/hvide problematik"
"Jeg syntes at historien er god og velfortalt"

men også med kritik som "lige lovlig papfigursagtig" og "påklistret".

og så kom de søde ord: 
"Bør omarbejdes/gennemskrives efter ovenstående og genovervejes til udgivelse."

Genovervejes til udgivelse?
Stod der virkelig det? Genovervejes ... betød det at de rent faktisk havde overvejet det?
Hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen på det redaktionskontor!

Og i brevet, der godt nok var et standardafslag, var der nedkradset en håndskrevet besked: "Prøv igen, når du har skrevet om efter konsulentens udtalelser."

Prøv igen? Du kan fandeme tro, jeg skal prøve igen, tænkte jeg og gik straks igang med analysere på alle de kritikpunkter, som konsulenten havde.

Det er sjovt ... selv om man af og til har tendens til at mene at forlagene må bestå af de ondeste mennesker i verden på linje med tandlæger og deslige, når man som såret forfatter sidder og slikker sine sår ... så har de sgu som oftest ret. :-)
Når først man har trukket vejret dybt ind, og har fået kigget på kritikken med konstruktive briller så har jeg i årenes løb opdaget at de 9 ud af 10 gange har ret i det de siger.
Der er jo en grund til at de sidder der og er dygtige til deres arbejde. :-)
Desuden har man nok også en tendens til - som forfatter - at mene at man selv er Guds gave til litteraturen (af og til, sommetider også det direkte modsatte), så er det altså bedre at få øjne udefra til at kigge på det man har lavet.
Som sagt ... 9 ud af 10 gange har de ret. :-)

I al fald gik jeg i gang med at omskrive manuskriptet ud fra konsulentens kritikpunkter og måtte nødtvungent give konsulenten ret. Ikke at jeg ville indrømme det over for andre end mig selv, og det da kun i allerdybeste hemmelighed. ;-)

Og så sendte jeg det tilbage til dem. I den mellemliggende tid havde jeg faktisk ikke engang overvejet at sende det ud til andre forlag, for ingen andre havde jo bidt på og vist interesse, så B&K skulle helt klart have første option på det nye og forbedrede manuskript.

Så ventede jeg ... i uendelige tider, mente jeg, men der gik så vidt jeg husker 4 måneder før redaktøren en skønne dag ringede til mig og sagde at de ville udgive min roman.

Jeg gentager lige ... de ville udgive min roman!

Man kan roligt sige at jeg var rundt på gulvet. Jublende lykkelig og ekstatisk. NU var min lykke gjort. Fra nu af ville min forfatterkarriere tage fart og pengene ville vælte ind. Hvornår mon jeg kunne sige mit job op? Og begynde at skrive fuldtids?
Min bog ville blive læst af alle landets unge og jeg ville blive vidt berømmet og feteret.
Min fremtid var sikret!

Hvad jeg ellers drømte om i de dage der fulgte, vil jeg slet ikke turde at indrømme i al offentlighed, men jeg var i hvert fald temmelig sikker på at min lykke var gjort. ;-)

Og det ER skønt at få udgivet en roman, specielt den første. Er du gal, hvor man er høj på glæde, når man får den opringning! 
Jeg bliver stadig vild af glæde, når et forlag ringer/skriver/sms'er og fortæller mig at de vil udgive mig, men intet vil nogensinde kunne slå allerførste gang. Det tror jeg ikke. :-) 

Selve udgivelsen vil jeg ikke skrive om her, for det har jeg beskrevet i detaljer ovre på min hjemmeside, og selvfølgelig var det fantastisk! Det var kæmpe stort! Og jeg var lykkelig.

Og jeg var sikker på at alt hvad jeg ville skrive fra nu af, ville blive behandlet på samme måde.
Jeg var jo sluppet igennem nøglehullet. Den første roman var den værste. Når først man var igennem, så var lykken jo gjort, ikke?

Ikke?

[fortsættes]

Nej, nej og atter nej - en afslagsrytters bekendelser - del 3

Det passer faktisk ikke hvad jeg skrev i det sidste blogindlæg. Det var ikke Nynazisten, jeg var ved at skrive på mens Gyserklubben blev sendt ud til de forskellige forlag.

Det var en ungdomsroman ved navn En skønne dag (eller Med hvilken ret, som den også hed på et tidspunkt).

Det var vist lige mig, der foregreb begivenhedernes gang. :-)

Det var en noget anderledes roman. Langt mere mørk og dyster, og den henvendte sig til et langt ældre publikum.

Den handlede kort sagt om en pige, der var blevet kidnappet af to unge fyre, som holdt hende indespærret i et glemt skur ude i en skov. De bruger hende som sexslave indtil hun en skønne dag (dadadaaaaa ... ;-)) slipper væk fra dem.

Som sagt ... den var noget mere dyster og mørk, og handler meget om hendes fornedrelse og vaklende og knækkede vilje. Om hvordan hun alligevel finder styrke i sig selv i en grænseløst håbløs situation.

Puha, DEN blev ikke modtaget godt, kan jeg godt afsløre med det samme.

Den fik i alt 5 afslag. Standardafslag. Uden en eneste konsulentudtalelse. Der var ikke et eneste af forlagene der ville bruge konsulent-kroner på at få den vurderet.

Det pudsigste var faktisk at jeg havde sendt den til et forlag og to dage efter fik jeg den retur.
To dage! 
Det vil sige at forlaget havde returneret den SAMME dag, som de havde modtaget den.

Der var et håndskrevet kort med retur: "DEN DER kan jeg ikke udgive. Beklager."
Og endda med den betoning.

Wow, tænkte jeg ... og var totalt i vildrede. Og selvfølgelig dybt ulykkelig. Hvad var det, der var så slemt ved den bog, at en redaktør kaster den tilbage i hovedet på mig samme dag? Det var jo totalt uhørt.

Jeg tog mod til mig og ringede redaktøren op. Spurgte ganske forsigtigt om hvad der helt præcist havde været årsagen til den voldsomme reaktion. Og han fortalte mig at ikke alene var den vanvittig modbydelig, for det andet var den også komplet utroværdig og urealistisk.

Okay, tænkte jeg ... det kan da godt være, men det er der jo så meget litteratur der er. Det der også var underligt var at redaktøren nævnte en del passager også fra langt inde i bogen, så han må alligevel have nået at skimme en del.
Under alle omstændigheder havde jeg gjort et vist indtryk, må man sige. :-)

Jeg endte med at skrinlægge bogen efter kun 5 afslag. Jeg fik som sagt ingen feedback på den overhovedet, såeh ...

Og angående det urealistiske ... en kvinde der holdes indespærret i lang tid? Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på at vi alligevel må have været ret uskyldige tilbage i 2000/2001 for der var tanken helt utænkelig.
Det er den ikke længere. Ikke efter Kampusch og Fritzl og andre lignende sager.
Det er lidt grumt at tænke på, synes jeg.

På trods af den dårlige modtagelse Med hvilken ret / En skønne dag fik af forlagene, blev jeg alligevel ved med at skrive. Det blev jeg jo nødt til, det er jo det, jeg gør. :-)
Og det var så efter den, at jeg gik i gang med Nynazisten.

[fortsættes]

Nej, nej og atter nej - en afslagsrytters bekendelser - del 2

[fortsat]

Jeg har ofte hørt fra andre forfattere - både udgivne og endnu ikke-udgivne - hvor hårdt det er med afslagene. 
Hvor ondt de gør. Hvor dybt de rammer.

Hvorfor kan man ikke abstrahere fra det? Hvorfor tager man det så personligt?

Men det er selvfølgelig fordi det ikke "bare" er en jobansøgning. Det her er personligt. Som forfatter har man jo tærsket ethvert ord igennem utallige gange, det er ens hjerteblod og hvis nogen ikke kan lide det ...
Man kunne jo lige så godt flå hjertet ud på én.

Jeg kan ikke huske om nogen gav mig rådet dengang, eller om jeg vitterlig var så fornuftig selv (nutids-jeg vil gerne tro at fortids-jeg var så kløgtigt, men jeg tvivler lidt på det, hvis jeg skal være helt ærlig), men jeg havde måske aldrig kunnet gøre det, hvis jeg ikke havde skilt min forfatterdrøm i to dele.

Den ene del af mig ville skrive, SKULLE skrive. Efter jeg havde skrevet Gyserklubben, var mange ting faldet på plads inde i mig. Det var det her jeg ville! Det var det her jeg var. Jeg var forfatter. Det var derfor jeg havde alle de der underlige tanker af og til. ;-)
Og det gjorde jeg. Jeg ville ikke lade afslagene ramme mig på kreativiteten.

Den anden del af forfatterdrømmen var forlagsjagten. Det at ville udgives, skulle være en hobby i sig selv. Nogle samler på frimærker, andre på dækservietter, men jeg ville samle på forlagskontakter. 
Der SKULLE være nogen der til sidst udgav mig, om jeg så skulle skrive til dem alle så mange gange at de til sidst var så trætte af mig, at de bare sagde ja, for at slippe for flere manuskripter. (Okay, logikken i det standpunkt er temmelig gennemhullet, men lad det lige fare et øjeblik).
Vigtigst var det faktisk at mit skriveri (det kreative) intet havde at gøre med forlagsjagten, som var beregnende, kalkulerende og taktisk. Afsøg markedet, udsend og efterhånden som jeg fik flere manuskripter, skulle de også skydes ud i verden. Jeg ville tæppebombe dem, vise mit navn og lade dem vide at de ikke kunne slippe uden om mig. :-)

Og det er måske netop den adskillelse af forfattergerningen, der gjorde at jeg kunne holde til de afslag jeg stadig havde i vente. Det gjorde stadig ondt, når jeg fik afslag, men ikke nær så ondt. Så måske hjalp det alligevel.

Jeg skrev som sagt slutningen om på Gyserklubben og sendte den frisk og frejdig tilbage til Carlsen, og tænk sig ... jeg fik endnu en konsulentudtalelse. De ville stadig ikke anbefale udgivelse, men tonerne blev endnu mere positive:
"Et manuskript, som vinder ved nærmere bekendtskab. Og som holder mere end det umiddelbart lover."
Det negative var bl.a.:
"Persontegningen er for lidt udbygget. Da de psykologiske magtforhold på flere planer spiller så stor en rolle, ville jeg gerne have været tættere på de 4 hovedpersoner.
Jeg vil anbefale at forfatteren arbejder det aspekt mere igennem."
Men den samlede konklusion var:
"Et spændende manus med potentiale som psykologisk gyser. Med appel til piger og drenge fra ca. 10 år. Jeg tror, det vil fænge."

Ikke dårligt, vel? :-)
Jeg gennemgik manuskriptet endnu engang ud fra de kritikpunkter jeg kunne se at konsulenten havde haft, men jeg sendte ikke til Carlsen igen. De havde hjulpet mig godt på vej, og de ville nok ikke bryde sig om at få den endnu engang.

Den blev sendt videre til Aschehoug, der selvfølgelig også sagde nej tak, men gav endnu en konsulentudtalelse, der sagde: 
"En historie, der faktisk er spændende ..." og igen henviste til den utroværdige historie. 

Jeg begyndte at overveje om de måske havde ret, men på det tidspunkt var jeg så langt inde i en ny roman, at jeg ikke ville røre ved Gyserklubben. Så jeg sendte den til Forlaget Fremad, som sluttelig også returnerede den med et nej tak, men igen med en konsulentudtalelse, som sagde:
"Det er en god historie, der bevarer gyset. Den er skruet godt sammen og først til allersidst går tingenes sammenhæng op for læseren. Historien griber og bagefter slipper man den heller ikke med det samme."

Igen ... positivt, men også igen ankepunktet med den utroværdige historie. Der var sgu nok noget om det, så efterhånden begyndte fornuften at vinde over stædigheden, og jeg tænkte at jeg måske hellere skulle fokusere mine kræfter på det nye manuskript.

Jeg sendte den af sted en sidste gang, og denne gang til Forlaget Tellerup, som skæbnen jo vil vide, vil udgive min næste roman. :-)
Og også denne gang fik jeg en konsulentudtalelse med. De skrev:
"Manuskriptet er GODT, men ikke GODT nok."
og en underholdende detalje i konsulentudtalelsen:
"Jeg oplever at manuskriptet er velovervejet ned til mindste detalje, også sprogligt, men det har den svaghed, at realismen bliver så gennemtrængende, at det bliver en smule kedeligt. Det er lidt som at læse sin søsters dagbog - man er spændt på hvad der står, men når man først er i gang, er det hele en smule ordinært.
Man forventer hele tiden et brud på den næsten selvbiografiske stil, men når drejningen, eller pointen om man vil, endelig kommer, er det som Himmelbjerget for enden af den Transsibiriske Jernbane!"

Okay, det VAR lidt morsomt, selv om det var kritik. :-)

I hvert fald endte jeg med at skrinlægge Gyserklubben, for der var nok noget om det, når så mange forlag mente det.

Jeg var jo også i gang med at skrive en socialrealistisk ungdomsroman ved navn Nynazisten, og den ville jeg hellere lægge mine kræfter i.

Men alt i alt var det faktisk en ret god runde. 8 forlag havde set Gyserklubben og 7 af dem havde givet mig en konsulentudtalelse, og det 8. gav endda en personlig hilsen, hvori de skrevet at historien var både velskrevet og spændende, men altså stadig ikke egnet til udgivelse.

Nu - set i retrospekt - så kunne jeg kun være tilfreds med modtagelsen af min første roman. 

Så måtte jeg jo se om min anden roman ville klare sig bedre ... 

[fortsættes]

Nej, nej og atter nej ... en afslagrytters bekendelser - del 1

Her i weekenden lyttede jeg til nogle podcasts fra Radio24syv, som jeg streamede fra Mofibo.
Serien hed "Bureauet for afvist litteratur" og handlede om forfatteres vej til udgivelsen. Hvor mange afslag de havde fået, og hvor mange manuskripter de havde været igennem inden de endelig fik deres debutværk udgivet.

Der var kun 4 afsnit på Mofibo, og for mit vedkommende var det egentlig kun det første der var interessant. De tre andre drejede sig om andre emner, end lige det med udgivelserne, men det gav mig lyst til at fortælle om min personlige vej til udgivelsen.

Og det er godt nok ved at være længe siden. Det var FØR at man bare kunne sende sit manuskript via email. Dengang skulle man printe en papirudgave og sende den med posten, og hvis man ville have det tilbage skulle man også medsende en frankeret svarkuvert. Det var tider. :-)

Jeg startede med at skrive i midt halvfemserne. Sådan rigtig for alvor altså. Det kom samtidig med den første computers indtog i huset og jeg fik lyst til at skrive en roman. Bare fordi. ;-) Men det var svært. Hvad skulle jeg dog skrive om, som ikke allerede var blevet skrevet? ALT var jo skrevet, og det var svært at være original.
Til sidst blev jeg enig med mig selv og endte med at skrive en roman ved navn Gyserklubben. En gruppe på fire børn, der konstant skræmte livet af hinanden med practical jokes, og til sidst var der så en af dem, der gik langt over stregen.

Romanen var ikke udgivelsesværdig, men når man tænker på at det var mit første seriøse skriveri, der endda udmundede i en roman, så fik den temmelig pæne ord med på vejen.
Jeg startede - selvfølgelig - med at sende ind til Gyldendal, for det skulle man jo. Og tænk sig, den kom retur med en konsulentudtalelse. Ikke engang bare et standardsvar.
Afslaget slog mig selvfølgelig totalt ud. Men nu - efter så mange år i branchen - ved jeg at det faktisk er ret flot. Det var ikke engang bare et afslag, det var et afslag med en konsulentudtalelse. Det er langt fra alle, der får det, men stoltheden var lidt svær at finde lige i situationen.

For dem der ikke lige ved det, betyder det at forlagsredaktøren, der har haft fingrene i manuskriptet, har set nogle kvaliteter, og sender det til en ekstern redaktør, der laver en samlet vurdering af manuskriptet. Den slags koster penge, og de gør det derfor kun, hvis der er noget godt ved det.

Men det kunne jeg bestemt ikke se, da jeg stod der med afslaget og konsulentudtalelsen i hånden og tårerne ned ad kinderne. Også fordi ... det var en lidt grum udtalelse, synes jeg nok.

Konsulenten skriver fx. 
"en helt igennem usandsynlig og utroværdig historie" 
og 
"sproget skal være et naturtro ungdomssprog, men mindre kunne nok have gjort det. Det virker i længden anstrengende. Jeg har på fornemmelsen at forfatteren har kigget Dennis Jürgensen over skulderen, men desværre har hun ikke hans tæft for at få noget vrøvl til at hænge sammen og glide ned, og så i stedet falder det hele til jorden."

Av, av, av ... for fanden, hvor gjorde det ondt. Afslaget ramte mig i mavekulen, slog mig ud, sendte mig til tælling og efterlod mig blødende og uden at være i stand til at få vejret.
Men så langsomt kom jeg til mig selv igen. Jeg havde fået et afslag, jojo ... men jeg havde også fået en konsulenudtalelse. Det måtte betyde noget! Og desuden, hvad vidste Gyldendal om god litteratur (hoooost hoooost)? ;-)

Så jeg prøvede igen ... Jeg afsøgte markedet og mit valg faldt på Carlsen, som også udgav mange ungdomsbøger, også af den lidt gysende slags. Og hvad var det værste der kunne ske? At jeg igen blev slået til jorden?
Skidt pyt, man kunne vel rejse sig igen, ikke?

Jeg sendte ind, og ventede ... dengang var det kutyme at man kun sendte ind til ét forlag ad gangen. Det er stadig det pæne at gøre, men i dag venter man ikke helt så længe på afslag uden at rykke videre. 

Fra Carlsen fik jeg også et afslag, men, men, men ... der var OGSÅ en konsulentudtalelse med, og der var endda noget positivt med:
"Jeg synes at de første ca. 75 sider er godt fortalt, forfatteren rammer fint tonen og jargonen blandt mindre unge i dag, barsk og humoristisk."
og
"Kenneths makabre joke er lagt flot op med krydsklip og servering i små bidder".

Okay, Carlsens konsulent mente heller ikke at den var værd at udgive, men hey, der var positive toner i udtalelsen. 
Og det er så her jeg bliver lidt mærkelig. For jeg blev overhovedet ikke ked af det her andet afslag, jeg blev bare stædig. Og trodsig. ;-)

Konsulenten skrev fx at der var nogle ting, der ikke fungerede i slutningen, så jeg satte mig ned og skrev slutningen om. Ændrede på de ting, konsulenten havde påpeget, udbyggede her og trimmede der.
Så sendte jeg det ind til Carlsen igen et par måneder efter.

Og så ventede jeg. For det er det man gør allermest som forfatter. Venter. :-)

[Fortsættelse følger]

Så kom Satan endelig ...

Så kom den endelig. Min lille Satan historie ...

Og hvor er den blevet fiin altså. Jeg er stadig helt vildt benovet over at få lov til at være en del af denne serie, som vil vise danske forfatteres forhold til og opfattelse af netop Satan-skikkelsen.

Jeg har også læst de første 3 bind i serien og er derfor stadig temmelig nervøs for hvordan mit bidrag vil blive modtaget, for de første 3 har modtaget rigtigt fine lektørudtalelser og anmeldelser, så jeg håber jeg kan leve op til det.

Bøgerne kom for godt to uger siden, og den officielle udgivelsesdato var i torsdags, den 13. august.

At jeg selv har været så sløv til at fortælle om den, skyldes at jeg her i weekenden fejrede mit kobberbryllup, og det var godt nok hårdt arbejde.

Det var hyggeligt, skægt og det var dejligt at se så mange glade mennesker, men nøj, hvor er jeg glad for at det er overstået og dagligdagen kan indfinde sig igen.
Det er altså lige nervepirrende nok at holde en havefest i Danmark, især når sommeren har været temmelig kedelig.
Og hvad værre er, så har alt hvad der har haft med denne fest at gøre, bare været op ad bakke. Det er ikke mange beslutninger, som vi ikke har måttet revurdere, ændre, finde på hovsaløsninger og alternativer til. Så at festen blev så vellykket som den gjorde, og at vejrguderne var med os, må sgu skyldes god karma.
Sådan en festplanlægning med telt i haven kan godt være lidt anstrengende for et forhold, selv et længerevarende af slagsen. ;-)

Men nu har hverdagen indfundet sig igen og nu kan jeg så gå og bæve for hvad lektøren siger til min Satan bog.

Den kan købes direkte af forlaget Kandor, lige her, og koster den sølle pris af 119,- kroner.

Og hvis du vil hjælpe en fattig, kæmpende forfatter, så gå endelig ind på dit lokale bibliotek og spørg efter den fantastiske Satan-serie, som udgives i denne tid. :-)

Hvor blev sommerferien af?

Nogen må have stjålet nogle af mine dage,
for det kan simpelthen ikke passe at mine tre uger er kommet og gået og ... dybt suk ... nåh, det må vel være rigtigt nok ...

I hvert fald er jeg startet på arbejde igen i dag, resten af familien på mandag og så er vi tilbage i vante gænge. Men hey, hvis vi skal se positivt på det, så kan det være at jeg når at få skrevet lidt mere. :-)
Det der med at barnet får lov til at hænge længe oppe tager altså noget af min skrivetid, som i forvejen er ret sparsom, så måske der ligefrem er håb forude. :-)

Bortset fra det er det ellers gået ret okay med skriveriet på Fie-bogen (min ungdomsbog om cutting) når jeg ellers har åbnet dokumentet. Det har virket nemt at skrive, så jeg håber også at det er godt at læse. :-)
Lige nu er jeg på side 87, og da jeg jo skal holde mig omkring de 130-140, så har jeg faktisk ikke ret mange sider tilbage. 43-53 sider lyder måske af meget, men det er det faktisk slet ikke, når det kommer til stykket. :-)

Mit personlige mål er at jeg får den færdiggjort inden Fantasymessen i Herlufsholm og også meget gerne før, så har jeg hele to færdiggørelser i år, og det er SEJT! Jaaa, jeg ved godt at det er to små bøger, men stadigvæk. :-)

Her løbet af sommeren har jeg også opdaget det fantastiske medie: Lydbøger. Jeg troede ikke at mit liv var til lydbøger, men det kan faktisk nemt forenes med madlavning, tøjvask, rengøring, hundeluftning mm. Og jeg får bare slugt nogle bøger nu. Det er SKØNT!
Især fordi de fysiske bøger jeg får læst, faktisk kun er anmeldereksemplarer, så jeg mangler en million bøger, som jeg udvælger af lyst. Dem kan jeg så læse nu. :-)

OG ... så har jeg netop godkendt de endelige trykfiler til "Den 4. bog om Satan - Tvisten". Serien af kortromaner som udgives af Kandor.

NU er der ikke længe til. Den udkommer efter planen den 13. august, så det er jo lige om lidt.

I mellemtiden kan I nyde den grumme forside. :-)